Lægger sig fladt ned efter afgørende straf i Super Bowl
Dommernes kald sendte mange fans i det røde felt. Eagles-skurken erkender dog, at den var fair.
Der resterede lige under to minutter af Super Bowl.
Kampen var helt lige mellem Kansas City Chiefs og Philadelphia Eagles, og førstnævnte var under pres. Chiefs skulle konvertere en tredje down, ellers så det for alvor svært ud. Patrick Mahomes missede dog sit kast, og Chiefs var dårligt stillet – troede de.
For dommeren havde kastet et gult flag, der indikerer, at der blev begået en fejl. Tv-billederne viste også, at Eagles’ James Bradberry holdt en smule fast i Chiefs’ JuJu Smith-Schuster, selvom det ikke var meget.
Eagles blev idømt en straf, og Chiefs kunne herefter trække tiden, inden de afgjorde kampen på et field goal.
- Er det defensive holding? Nej, den er godt nok dyr. James Bradberry har spillet en så vanvittig god sæson. Og nu kan det blive rigtig, rigtig dyrt. Det er et vildt kald, lød det fra TV 2 SPORTs NFL-ekspert Jesper Elming under kommenteringen.
Vrede fans var uenige
Ifølge USA Today fik dommernes beslutning flere vrede fans til tasterne, og de var absolut ikke enige.
Bradberry siger dog selv, at den var god nok.
- Det var en holding, siger han i omklædningsrummet efter kampen ifølge USA Today.
- Jeg tog fat i hans trøje, og jeg håbede, at de lod den slippe igennem.
Dommer Carl Cheffers forklarede også efter finalen, at de ikke var i tvivl.
- Det var et ret klart greb i trøjen, der gav straffen. Det er det, vi holder øje med, og det giver receiverne en stor ulempe.
Dermed vandt Kansas City Chiefs med 38-35 over Philadelphia Eagles. Chiefs vandt senest i 2020.