NFL-legende og skuespiller Jim Brown er død
I en alder af 87 år er en af historiens største NFL-stjerner gået bort. Det fortæller hans hustru.
Lyset er slukket hos en af de første og største NFL-stjerner.
Jim Brown, der spillede fra 1957-1965 er død, 87 år gammel. Det fortæller hans hustru fredag.
- Han sov stille ind i nat i vores hjem i LA. For resten af verden var han aktivist, skuespiller og football-stjerne. For vores familie var han en elsket og vidunderlig mand, far og bedstefar. Vores hjerter er knuste, siger Monique Brown ifølge NFL.
Jim Brown var i slutningen af 50’erne og den første halvdel af 60’erne en af de mest dominerende NFL-spillere. I løbet af sin karriere missede han ikke en eneste kamp, og i gennemsnit løb han 104,3 yards per kamp.
Det er stadig det højeste gennemsnit og en af årsagerne til, at han som den eneste spiller er optaget individuelt i både College Football Hall of Fame (1995), Lacrosse Hall of Fame (1984) og Pro Football Hall of Fame (1971).
Forbillede for mange
Efter sin NFL-karriere blev Jim Brown en succesfuld skuespiller, og derudover er han bredt anerkendt for at kæmpe mod racisme og for lige menneskerettigheder.
- Jim Brown repræsenterede store fremskridt for sorte personer, har NBA-legenden Kareem Abdul-Jabbar udtalt.
- Han var så god, at det var lige meget, hvilken farve, han havde. Man var nødt til at anerkende ham som den bedste, og det betød meget for sorte amerikanere i 60’erne.
Jim Brown spillede hele sin karriere i Cleveland Browns. Han var med til at vinde mesterskabet en gang og blev desuden kåret som den mest værdifulde spiller tre gange.
Han blev udtaget til NFL Pro Bowl i alle sine sæsoner som NFL-spiller.