Ros til Lars Eller efter debut

16x9

Trods nederlag fik Lars Eller ros for nattens indsats i NHL

Der var ros til Lars Eller efter det danske ishockey-talent natten til fredag debuterede for sin nye NHL-klub Montreal Canadiens.

- Han brugte sin hurtighed og evner og gik mod nettet. Han havde et par scoringschancer, men det lykkedes ikke. Men han spillede rigtig godt i forhold til det var hans første kamp, lød det fra Canadiens-træner Jacques Martin efter kampen.

Lars Eller og Montreal Canadiens tabte med 2-3 til Toronto Maple Leafs i det klassiske arvefjendeopgør.

Fik spilletid med topscoreren
Danskeren fik 16:27 minutter på isen og havde to skud på mål - desværre var han også på isen ved to af Maple Leafs' scoringer.

På den positive side kan Lars Eller tage det skulderklap med, det er, at han spillede hele kampen i andenkæden med Tomas Plekanec, der i sidste sæson var holdets topscorer med 70 point.

Lars Eller og Montreal Canadiens er i kamp igen natten til søndag, når holdet er på besøg hos superstjernen Sidney Crosby og Pittsburgh Penguins.

I aftenens øvrige kampe er det værd at notere, at de forsvarende mestre fra Chicago Blackhawks tabte til Colorado Avalanche med 3-4.