Årets breddeklub er fra Jylland

Det er mest stjernerne, der bliver hyldet til Dansk Fodbold Award - men ude i Danmarks mange fodboldklubber bliver der gjort et kæmpe arbejde for at få så mange så muligt i gang med at sparke og heade til en bold.

Derfor blev årets breddeklub også kåret ved årets fodboldfest i Cirkusbygningen.

Vinderen blev Kolding Boldklub, der vandt i konkurrence med Næsby BK, AB Tårnby og Taastrup FC.

En aktiv klub
Sydjyderne fra Kolding Boldklub har siden 2005 fordoblet deres medlemstal, som i dag er på 1013 aktive spillere.

Blandt mange af de aktiviteter, klubben har en fod med i, er blandt andet et indefodboldstævne for alle skoler i Kolding Kommune i løbet af vinteren og klubstævnet 'KB Cup', hvor cirka 150 hold deltager.

Kolding Boldklub driver også et værested med 51 børn i alderen 4-9 år.

Du kan læse mere om klubben på dens hjemmeside: www.kolding-boldklub.dk