Gravgaard: Stakkels baneløber

16x9

Gravgaard føler med ba-ne-løberen, der tirsdag fik bøde forhøjet

Den mand, der i juni 2007 løb ind på banen i Parken og afbrød en landskamp mod Sverige, er blevet dømt til at betale 1.869.269 kroner i erstatning til Dansk Boldspil-Union (DBU). Sådan lød dommen fra Østre Landsret tirsdag.

Men det er for hård en straf, mener den tidligere landsholdsforsvarer Michael Gravgaard, der dengang i 2007 nåede at lægge sig imellem og stoppe baneløberens forsøg på at få fat i dommeren.

"Manden har fået straf nok. Det er stadig min holdning. Jeg føler med ham, det må jeg sige. Stakkels mand, tænker jeg," siger Michael Gravgaard til sporten.tv2.dk.

Beløbet er en hån mod andre
"Det her har vist mere handlet om at statuere et eksempel, for der er ikke mange almindelige mennesker, der har en jordisk chance for at betale næsten to millioner i erstatning."

"Og når jeg tænker på, at ofre for grovere forbrydelser ofte kun får mindre erstatninger, så er det her en hån. Han har jo ikke slået nogen ihjel," forklarer Gravgaard, der nu arbejder som vært for Canal 9.

"Ingen tvivl om, at det er torskedumt, det han har gjort. Men jeg mener ikke, man kan sætte kroner og øre på. Jeg synes, man træder på en mand, der ligger ned," siger Gravgaard, der foruden arbejdet som vært også driver en boligbutik ved navn Go Estate.

Tidligere vurderede Københavns Byret, at en erstatning på 900.000 kroner var passende. Men baneløberen mente, at dommen var forkert. Han ankede den derfor til landsretten ­ og det medførte, at han nu skal betale en million kroner mere.

Se Nyhederens indslag om den forhøjede straf her nedenunder.