Sønderjysk forståelse for Snorri

16x9

Sportchefen i SønderjyskE forstår, at AGK_spilleren tog det røde kort

Håndboldspilleren Snorri Gudjonsson sikrede onsdag AG København en ligasejr over SønderjyskE, da han nægtede at slippe bolden i de sidste sekunder af kampen. SønderjyskEs sportschef Simon Lindhardt har dog en vis forståelse for Gudjonssons handling.

"Selvom det her kan virke usportsligt og kynisk, så skal der gøres rigtig meget for at få point. Med den tænding som spillerne har, så vil jeg godt kunne forstå, hvis der var en spiller på mit hold, der gjorde det også," siger Simon Lindhardt til sporten.tv2.dk

Simon Lindhardt understreger, at han synes, at Snorri Gudjonssons handling var en grim afslutning på kampen.

Forkert fordel
Ifølge SønderjyskEs sportschef bør man kigge på, hvilke konsekvenser en sådan aktion medfører.

"Det jeg synes, der er helt galt i den her sag er, at Snorri Gudjohnsson ganske vist får karantæne, men at det egentlig kommer til at være en fordel for nogle af vores konkurrenter, at AG er i dårligere forfatning," siger Simon Lindhardt.

AG København skal i næste ligakamp møde Skive FH, der ligesom SønderjyskE kæmper for at undgå nedrykning.

Ingen vrede
Ifølge Simon Lindhardt bør man kigge på reglerne, så det ikke skal kunne betale sig at gøre som Snorri Gudjonsson i onsdagens kamp.

"Jeg synes, at det er et fint forslag, at det kan blive lagt tid til. Man kunne også vurdere det til, at man fratager en oplagt målchance, og at der derfor bliver dømt straffe," siger Simon Lindhardt. Ifølge ham, bærer den sønderjyske håndboldklub ikke nag til AG København.

"Der er ikke vrede eller bitterhed her. Vi spiller efter de regler, der er. Hvis vi havde scoret på flere af vores chancer til sidst, så havde vi haft større sandsynlighed for at have vundet den kamp. Vi kigger indad istedet," siger han.