Udlandet hiver i FCM-stjerne

16x9

Storklub har talt med FCM_stjerne, der er ombejlet i hele Europa

Det ligner mere og mere en exit for stjernen Linnea Torstenson i FCM Håndbold til sommer.

De danske mestre har for længst meddelt, at de næppe får råd til at forlænge med svenskeren - og måske forlader hun helt den danske liga.

Ifølge sporten.tv2.dk's oplysninger er Krim Ljubljana i hvert fald meget interesseret i hende - og der har været en dialog, erkender de i den slovenske storklub.

"Enhver topspiller er interessant for Krim, og jeg har haft en samtale med hende. Men intet er sikkert. Som jeg har hørt det, har hun masser af tilbud fra topklubber," siger direktør i Krim Ljubljana, Goran Dujic, til sporten.tv2.dk

Afklaring om et par uger
Torstenson vil hverken be- eller afkræfte, at hun har snakket med Krim. Men FCM-skytten erkender, at hun har tilbud fra både Danmark og udlandet.

"Jeg har ikke kommentarer til konkrete klubber. Jeg har ikke fremtiden på plads endnu, men jeg er ikke stresset over det. Jeg tror, jeg har det på plads om et par uger," siger Linnea Torstenson til sporten.tv2.dk

Ifølge sporten.tv2.dk's oplysninger har Randers HK også forhørt sig hos den svenske landsholdsstjerne.