Endnu et hold jagter dansk komet

16x9

Det danske cykeltalent Mads Würtz Schmidt er pludselig en ombejlet herre, efter han søndag vandt juniorernes udgave af Paris-Roubaix med et flot soloudbrud.

Det amerikanske cykelhold Garmin-Barra­cuda er interesseret i at se nærmere på den danske cykelrytter, som vandt VM i enkeltstart for juniorer i København sidste efterår.

"Jeg så ham allerede sidste år til VM, og jeg har haft et godt øje til ham siden. Efter vi (søndag) har set, at han også kan køre samlet start, så er det helt klart oplagt at prøve ham af," siger Johnny Weltz fra Garmin-Barra­cuda.

Interesse fra Holm
Weltz sendte en lykønskning til Mads Würtz Schmidt straks efter sejren søndag, men han er ikke den eneste, der har vist interesse.

Omega Pharma-Quick Steps danske sports­direktør Brian Holm har inviteret den 18-årige cykelrytter på træningslejr for talenter.

"Det er ikke et cykelløb, man vinder tilfældigt. Et løb som dette skal man have klassen for at vinde. Når du kan gøre dig i det selskab, så er der helt sikkert noget at bygge videre på."

På topplan om få år
"Vi ser dem yngre og yngre, for vi er ude i, at der er så meget talentudvik­ling i alle lande. Man behøver ikke at vente til de er 24-25 år som tidligere. Med den styrke han har nu, så kan han være med på højeste plan allerede om et par år," siger Johnny Weltz.

"Jeg har ønsket ham tillykke. På lang sigt, hvis han skal ud i den store verden, så er vi en mulighed, som vi kan snakke om. Så det er helt klart en invitation," siger Johnny Weltz.

Garmin-Barracuda har blandt andre Alex Rasmussen og sprinteren Tyler Farrar i truppen.

Mads Würtz Schmidt siger til spor­ten.tv2.dk, at han selv drømmer om at køre for danske Team Saxo Bank. Læs hvorfor ved at følge linket i linkboksen.