EHF tilbyder kvinde-EM til DK

16x9

Pytlicks piger står måske foran en pludselig hjemmebanefordel

Det er ikke mere end halvandet år siden, at Dansk Håndbold Forbund (DHF) var vært for et kvinde-EM.

Men Europas bedste håndboldspillere havner måske igen på dansk jord til december, når der på ny skal kæmpes om guld, sølv og bronze.

Holland har seks måneder før arrangementet trukket sig som værter, og nu jagter det europæiske håndboldforbund (EHF) febrilsk en nødløsning.

Danmark kan løfte opgaven
Derfor har man også forhørt sig hos en række tidligere værter - herunder Danmark - om de er interesseret i at træde til med kort varsel. Svaret fra dansk side er som udgangspunkt positivt.

"Vi har fået en henvendelse og har lovet at kigge på, om vi kan finde en løsning og hjælpe EHF og damehåndbolden. Og der er ingen tvivl om, at vi kan løse opgaven."

"Men vi må også være realistiske og sige, at der er tale om et stort arrangement med en usikker økonomi, som vi ikke kan påtage os risikoen for," siger DHF-formand Per Bertelsen til Ritzau.

Erfaring skal løfte opgaven
Han afventer nu, om EHF finder en anden løsning eller indkalder Danmark til forhandlinger. Per Bertelsen tror ikke umiddelbart, at en uerfaren værtsnation kan løfte opgaven.

"Normalt bruger vi 24 måneder på at lave sådan et arrangement, og det her skal løses på få måneder."

"Det kan vi måske gøre i Danmark, fordi vi har en drejebog i skuffen fra sidste EM, men vi er allerede bagud i forhold til markedsføring og billetsalg," siger Per Bertelsen.

Presset program for DHF
Han understreger derfor nødvendigheden af at få en form for underskudsgaranti i forhold til et EM-værtskab. EM-arrangementet i Aalborg, Aarhus og Herning i 2010 gav overskud, efter at alle Danmarks kampe blev så godt som udsolgt.

"Men havde vi solgt 50.000 billetter mindre, havde regnestykket måske set anderledes ud," siger DHF-formanden.

Hvis Danmark ender med at få værtskabet for kvindernes EM, bliver der rigeligt at se til på arrangementsfronten den kommende tid.

DHF er i forvejen værter for EM i strandhåndbold i juli måned næste år, for kvindernes U/19-EM i august 2013 og ikke mindst for mændenes EM i januar 2014.