Ekspert: Tom K. kan stadig vinde

16x9

Tom Kristensen måtte se sig slået i torsdag aftens kvalifikation til Le Mans, hvor danskeren blev nummer fire. Men den missede pole position betyder ikke nødvendigvis, at han ikke har en chance for at vinde årets 24 timers løb.

"Det er sådan, at det kun er 14 % af de biler, der vinder Le Mans, som rent faktisk begynder i pole position, så kvalifikationen er ikke så vigtig, men det er stadigvæk en god indikation af, hvordan farten er i de forskellige biler," forklarer TV 2 Sportens motorsportsekspert Jesper Carlsen til sporten.tv2.dk.

"Alt kan ske i Le Mans. Det er et meget, meget langt løb, og Audi har altså den her erfaring, som også Tom Kristensen taler om, der kan bringe dem til sejren her."

Grund til bekymring hos Tom Kristensen
Audi har vundet syv af de sidste ti udgaver af Le Mans, og i år stiller det erfarne racerteam til start med fire biler. To af dem er hybridbiler, og i den ene af dem, bil nummer to, sidder Tom Kristensen. Selvom danskeren stadig kan vinde årets Le Mans, bør alarmklokkerne alligevel blinke hos Audi, mener Jesper Carlsen.

"Hybridbilerne burde nok være hurtigst. Det er den ene også, men den anden er altså kun nummer fire med Tom Kristensen. Toyota'en har også hybridteknologi, så det er meget spændende at se, hvad der kommer til at ske hernede. Især hvad Toyota'en kan, og hvor hurtigt den kører i selve løbet," lyder det fra motorsportseksperten, der ser en klar konkurrent til Tom Kristensen

"Hans største konkurrent bliver bil nummer et (Audi'en med sidste års vinderhold André Lotterer, Marcel Fräser og Benoit Tréluyer, red.), som er i pole. Det er en bil af samme teknologi, som Tom Kristensen kører i. Tom Kristensen er altså nummer fire, men det helt store problem for ham er, at en af Audis lidt ældre teknologibiler ligger på andenpladsen," lyder det fra Jesper Carlsen til sporten.tv2.dk.