Teammate roser "Kong Kristensen"

16x9

Dindo Capello fejrede søndag sin 48 års fødselsdag med en tur på Le Mans' podie, efter han og teamkammeraterne, Allan McNish og Tom Kristensen, sluttede på andenpladsen i årets løb.

Og selvom det ikke lykkedes for Audi nummer to at slutte på førstepladsen, så var Capello alligevel glad, for den fødselsdagsgave han fik på podiet.

"Det var dejligt. Drømmen var at få et lidt større trofæ. Vi var tæt på at få det, og jeg synes, vi havde fortjent sejren. Men så var vi uheldige og kunne ikke køre med om sejren. Sådan er Le Mans nu engang," siger Dindo Capello til sporten.tv2.dk.

"Det har helt sikkert været en god fødselsdag. En rigtig god fødselsdag."

Roser den danske konge af Le Mans
Capello og Tom Kristensen har sammen fejret store triumfer på banen i Le Mans, hvor de har vundet løbet sammen, men alt tyder på at 2012-udgaven var sidste gang de to kørte sammen på den legendariske bane

"Jeg tror det her var mit sidste Le Mans. Jeg er ikke helt sikker, men det tror jeg bestemt," siger en ærlig Dindo Capello til sporten.tv2.dk, og afslører, at han har nydt tiden sammen med Tom Kristensen.

"Det er altid en ære at køre med kongen af Le Mans, og jeg lærer altid meget om Le Mans af ham. Han kører altid utroligt stærkt. Vi skal bare se på ham for at lære, hvordan man skal køre Le Mans. Det har været en stor ære at køre sammen med ham så længe."

Tom K.: Vi er venner resten af livet
Der er til gengæld ikke noget, der tyder på, at Tom Kristensen er færdig ved Le Mans. Danskeren kørte stærkt i årets løb, og afleverede Audi nummer to på førstepladsen til sine teamkammerater efter en omgang koncentreret arbejde i løbet af natten og morgenen.

Den danske Le Mans-konge vil savne Dindo Capello og ærgrer sig over, at de to ikke skal fortsætte parløbet ved Le Mans sammen.

"Han er en fantastisk personlighed. Helt igennem et af de rareste mennesker jeg kender. En fantatisk racerkører og en fantastisk fyr, som jeg gerne ville køre flere Le Mans med. Vi vil være venner resten af livet, efter det vi har gennemgået sammen på Le Mans i løbet af tiden. Det kan vi så tale om i mit sommerhus i Skagen," fortæller den ottedobbelte Le Mans-vinder til sporten.tv2.dk.