Wozniacki seedet syv i Wimbledon

16x9

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki bliver seedet syv ved grand slam-turneringen Wimbledon, der begynder i næste uge i London.

Det svarer præcist til danskerens placering på verdensranglisten.

Caroline Wozniacki røg tirsdag ud i første runde ved WTA-turneringen i Eastbourne, da hun tabte 1-6, 7-6, 4-6 til verdens nummer 30, amerikaneren Christina McHale.

Sharapova topseedet
Turneringen var danskerens sidste før Wimbledon, hvor forventningen ifølge seedningen altså er en kvartfinale.

Russeren Maria Sharapova er topseedet og står til at møde den andenseedede Victoria Azarenka fra Hviderusland i finalen.

Sidste års mester, tjekken Petra Kvitova, er seedet fire, mens den firedobbelte vinder, amerikaneren Serena Williams er seedet seks.

Mændenes seedning
Hos mændene står sidste års finalister, den topseedede serber Novak Djokovic og andenseedede Rafael Nadal fra Spanien, til at mødes igen i finalen.

Sidste år vandt Djokovic sin første Wimbledon-titel.

Den seksdobbelte mester, schweizeren Roger Federer, vil dog gøre sit til, at seedningen ikke holder hele vejen til finalen.

Federer er seedet tre.