Laudrup ser frem til at bestemme

16x9

Michael Laudrup glæder sig til at bestemme mere end tidligere i Swansea

Den nyansatte Swansea-manager, Michael Laudrup, glæder sig til at få større indflydelse på indkøb af spillere, end han har været vant til i sit virke som træner.

"Det er nyt for mig med den managerrolle, der er i England. Jeg synes, det er oplagt, at den person, der står for holdet, har stor indflydelse på, hvad der sker med truppen," siger Michael Laudrup til Ekstra Bladet.

Den 48-årige dansker har i flere af sine tidligere klubber oplevet, at det var svært at få indflydelse på, hvilke spillere hans klub købte.

Helt anderledes end sydpå
Ikke mindst i Michael Laudrups seneste klub, Real Mallorca, var det et problem.

"Det er en kæmpeforskel fra det, man ser især i Sydeuropa, hvor det er præsidenter eller sportsdirektører, der træffer beslutningerne omkring spillertransfers, og det eneste, man som træner aner, er det, der står i aviserne."

"Man kan måske acceptere det en gang eller to gange. Men tredje gang er det altså nok," siger Michael Laudrup.

Danskeren er ansat på en toårig kontrakt hos Swansea, som i sidste sæson blev nummer 11 i Premier League.