Riis: Nu er der ro på holdet

16x9

Bjarne Riis præsenterede mandag Tin­koff Bank som ny hovedsponsor for det danskejede cykelhold. I samarbejde med Saxo Bank skal Tinkoff Bank lægge det fundament, som Riis skal bruge for i­gen at skabe et hold i verdenseliten.

"To sponsorer er bedre end én. Det er et enestående tilfælde, og sponsorerne kan finde ud af det," sagde en glad Riis til TV 2 News.

"Nu er der ro på holdet og vi kan gå ind til Touren med en god fornemmelse," tilføjede Riis.

Klar målsætning
Årets Tour de France starter lørdag, men Team Saxo Bank stiller op uden en karantæneramt Alberto Contador.

Frem­tidsperspektiverne er til gengæld an­derledes lyse ifølge Riis.

"Jeg kan ikke svare på hvad det betyder præcist rent økonomisk, men det betyder, at vi kan lave forstærkninger til holdet, og tage det første skridt mod igen at skabe verdens bedste cykelhold," fortæller Riis.

Glad Tinkoff
Ejeren af Tinkoff Bank, Oleg Tinkov, fortæller, at han har valgt at skyde penge i det danske cykelhold af den simple grund, at Bjarne Riis er den dygtigste på sit felt:

"For mig er Bjarne Riis med stor afstand til nummer to den bedste chef inden for cykelsporten, så det er en stor drøm for mig at indgå i samarbejdet," siger Oleg Tinkov.

"Vi har et dream team her. Det er svært for mig at forestille mig, at nogen vil kunne gøre det bedre end os."

"Med begyndelse fra næste år vil vi være det bedste hold i cykling," siger han med henvisning til, at superstjernen Alberto Contador for nylig indgik en tre et halvt år lang kontrakt med holdet.