LPS torsdag den 22. november

16x9

Hvor er Danmarks Zlatan?

Danmark mangler fodboldtalenter - men alligevel kommer en lang række spillere med indvandrerbaggrund aldrig i betragtning til de udvalgte hold.

"Rigtig mange af dem, der kunne være blevet til noget, bliver tabt meget hurtigt," siger sociolog Søren Østergaard, der har forsket i frafaldet af unge i dansk fodbold.

Dansk Boldspil Union har nemlig ikke integration på dagsordenen. Og derfor går der lang tid, før vi ser en dansker med anden etnisk baggrund i den rød-hvide trøje.

I vores naboland er situationen en helt anden. Bosnisk-kroatiske Zlatan Ibrahimovic er blevet nationalikon i Sverige. Og i dag er hver fjerde spiller på de svenske landshold indvandrer.

"Vi er et lille land, og hvis vi skal have gode fodboldspillere og et godt landshold, så skal så mange døre som overhovedet muligt være åbne for at få de gode spillere frem," siger den svenske idrætsforsker Jesper Fundberg.

LPS har talentudviklingschef Keld Bordinggaard med direkte i studiet til en debat om DBU's manglende integration.

Den barmhjertige bokser

Han har ændret livet for to fattige boksere fra Kenya. Og de har ændret livet for Brian Mathiasen.

Den danske boksetræner har i flere år sendt brugte handsker og sportstøj til bokseklubben Transfix i Kenya. Sidste år tog LPS med Mathiasen til Mombasa, da han besøgte klubben. Og nu har to af bokserne og deres træner været i Danmark.

"Jeg forventer at give dem den største oplevelse i deres liv. Og at de tager herfra med en masse viden kulturelt, men også boksemæssigt," siger Brian Mathiasen.

Han har knyttet et helt specielt bånd til 16-årige Dennis Odhiambo, som han også ser en stor boksemæssig fremtid i.

"Jeg ser coach Brian som min far. Og han ser mig som sin søn," forklarer Dennis Odhiambo om det specielle forhold.

"Jeg bruger det lidt som medicin, for man bliver altid i godt humør, når man gør noget godt for andre," siger Brian Mathiasen om sit projekt.

LPS har fulgt kenyanernes besøg hos deres danske ven.