Rio 2016

Russisk whistleblower opgiver OL-deltagelse

Kvindernes 800 meter løb ved OL bliver uden Yuliya Stepanova, som har opgivet at få starttilladelse.

Den russiske whistleblower Yuliya Stepanova, der medvirkede til at afsløre det omfattende, statskontrollerede dopingbrug i Rusland, har opgivet at komme til at deltage ved legene i Rio.

To gange har hun opfordret Den Internationale Olympiske Komité (IOC) til at give hende en OL-billet, så hun kunne stille op som neutral atlet, som hun tidligere var blevet lovet som en tak for sit detektivarbejde.

Det ønske har IOC - til trods for Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har sagt, at de ikke må udelukke Stepanova, blot fordi hun er tidligere dopingdømt - ikke valgt at imødekomme, og nu vil Stepanova ikke bruge flere kræfter på sagen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Vi er skuffede over, at IOC vendte det blinde øje til de risici, som Yuliya tog ved at udstille den systematiske dopingsnyd i Rusland.

- Ved at benægte Yuliya en plads i den olympiske konkurrence sender det et signal om, at antidopingreglerne og de olympiske værdier blot er tom snak, lyder det i en erklæring fra Stepanova-lejren.

Atletikudøveren ønskede at stille op under det olympiske flag i 800 meter løb.