Rio 2016

Verdensrekordholder kollapsede, men fortsatte: Hyldet for utrolig OL-ottendeplads

Yohann Diniz vil blive husket for en af de mest stædige og imponerende præstationer ved OL - imod alle odds.

Den tredobbelte europamester og verdensrekordholder i kapgang, franske Yohann Diniz, blev nummer otte i disciplinen ved OL i Rio.

Skuffende for en tredobbelt europamester? Måske - hvis man ser helt bort fra de kæmpemæssige udfordringer, han stødte på undervejs på den 50 kilometer lange rute.

Diniz startede fremragende for lå alene i spidsen, men efter knap 50 minutter kom den første indikation på, at ikke alt var helt, som det skulle være.

Franskmanden havde nemlig haft ufrivillig afføring, men han fortsatte ufortrødent og holdt fast sin førsteplads. TV 2 SPORT har valgt ikke at bringe billederne.

Yohann Diniz under 50 kilometer kapgang ved OL.

Men efter 30 kilometer blev han indhentet, og efter knap tre timer kollapsede han på asfalten.

I den stegende hede skulle han dog bare lige have en flaske vand i hovedet, og så gik han videre. Og fortsatte hele vejen til målstregen.

Knap fire timers anstrengelser blev vekslet til en dybt imponerende ottendeplads i mændenes kapgang.

Yohann Diniz er efterfølgende blevet hyldet på de sociale medier for sin imponerende fightervilje, præstation og stædighed.

- Yohann Diniz stoppede sit ur, før han kollapsede ... en sand atlet, skriver den tidligere verdensmester i kapgang, Olive Laughnane.

- Bravo, Yohann Diniz, for sit mod! Franskmanden slutter på ottendepladsen i 50 kilometer kapgang, skriver francetv.

- Verdensrekordholder Yohan Diniz, som førte det meste af løbet, stoppede, gik videre, kollapsede og slutter på en fabelagtig ottendeplads, skriver magasinet Athletics Weekly.