Rio 2016

Kvinde eller mand? Sydafrikansk løber er OL's største dilemma

Er den sydafrikanske løber Caster Semenya en kvinde eller mand? I næsten syv år har folk i atletikverden forsøgt at besvare det spørgsmål.

Det lignede nærmest kattens leg med musen, da sydafrikaneren Caster Semenya løb sit indledende heat i 800 meter ved OL. Selv om Semenya kun sluttede få meter foran konkurrenterne, var der nærmest ingen reel spænding.

Efter alle havde krydset målstregen, stod syv løbere foroverbøjet og hev efter vejret, mens Caster Semenya stod oprejst og så ud som om, hun kedede sig.

Hun er ikke en kvinde. Hun er en mand.

Elisa Cusma

Den sydafrikanske løber har været intet mindre end suveræn. Og hun var ligeså knusende sikker i sin OL-semifinale.

Blev beordret kønstestet efter VM-guld

De fleste kvinder har mellem 1 og 3,3 nanomol testosteron per liter blod ifølge New York Times. Semenya har over 10.

Hun er født sådan på grund af den sjældne tilstand hyperandrogenisme, som blandt andet giver kvinder kraftig hårvækst, små bryster og en mørkere stemme.

Caster Semenya har været lige så suveræn ved OL i Rio, som hun var, da hun vandt VM i 2009.

I 2009 i Berlin vandt hun VM - som blot 18-årig.

Knap var løbet dog slut, før hun blev ført væk af folk fra det internationale atletikforbund, IAAF. Her skulle hun tage en kønstest for at bevise, hun var en kvinde. Hendes konkurrenter var ikke i tvivl om, hvad svaret var.

- Hun er ikke en kvinde. Hun er en mand, sagde den italienske konkurrent Elisa Cusma til ESPN og blev bakket op af en anden konkurrent.

- Bare se på hende, sagde russiske Marija Savinova, som vandt guld foran sydafrikaneren ved VM i 2011 og OL i 2012.

Måtte sænke sit testosteronniveau

Selv om hun aldrig er testet positiv for brug af doping, besluttede IAAF kort efter, at Caster Semenya var for mandlig til fremover at deltage i blandt kvinder.

I 2011 begyndte hun derfor at gå til hormonbehandling for at sænke sit testosteronniveau til under 10. Hvilket gjorde, at suveræniteten dalede og hun langtsom faldt uden for folks radar.

Lige indtil den indiske sprinter Dutee Chand lagde sag an mod IAAF, fordi de indtil videre ikke har kunne bevise, at testosteron havde en positiv effekt på de kvindelige udøvere.

Hun er så god, at jeg har mistænkt hende for at holde igen

Vebjørn Rodal, tidligere OL-guldvinder på 800 meter

Den internatonale domstol, CAS, gav hende i 2015 ret og konkluderede, at reglen var et brud på rettighederne. Semenya stoppede derfor med hormonbehandlingen.

Suveræn igen

Pludselig er den sydafrikanske løber igen så god, at de andre er chanceløse. Selv om hendes trænerteam hævder, at det ikke har noget med testosteron at gøre.

I april vandt hun de sydafrikanske OL-udtagelsesmesterskaber i 400 meter, 800 meter og 1500 meter på samme dag. Ved Diamond League-stævnet i Monaco i juli løb hun i tiden 1.55.33, hvilket var den hurtigste tid på 800 meter siden 2008.

- Der er en grund til, vi har mande- og kvindeklasser. Det truer integriteten af hele kvindeidrætten, sagde den amerikanske 800 meter-løber Shannon Rowbury til NBC kort inden OL.

Caster Semenya er storfavorit til at tage OL-guldet i 800 meter.

Den nuværende verdensrekord lyder på 1.53.28, og den kan nemt blive slået ved OL. Men flere medier spekulerer i, om hun tør det. For det vil styrke hendes knusende suverænitet og andres sag om, at hun ikke skal have lov til at konkurrere blandt kvinder igen.

- Lige da reglen blev fjernet, var hun tilbage i rigtig god form. Det bliver næsten for besynderligt. Hun er så god, at jeg har mistænkt hende for at holde igen med vilje i konkurrencerne for ikke at skabe mere postyr, siger nordmanden Vebjørn Rodal, som vandt OL-guld i 1996 på netop 800 meter, til NRK.

Natten til søndag dansk tid bliver 800 meter finalen afgjort. Om det bliver verdensrekord og OL-guld til Semenya må kun tiden vise.