Rio 2016

Dansk maratonløber måtte på hospitalet efter kollaps

Den danske maratonløber Abdi Hakim Ulad kollapsede, da han passerede målstregen ved OL. Efterfølgende måtte danskeren bæres væk.

Det var dramatiske scener, da den danske deltager ved herrernes maratonløb, Abdi Hakim Ulad, krydsede målstregen ved OL.

Den 25-årige løber nåede akkurat at krydse målstregen som nummer 35, da han faldt om af udmattelse.

Abdi Hakim Ulad kollapsede kort efter målstregen.

Danskeren lå med armen over ansigtet, hvor samaritter kom hen med håndklæder og for at tjekke hans tilstand. Kort efter kunne man se på tv-optagelserne, at Ulad blev båret væk.

TV 2's journalist ved målområdet kunne efterfølgende fortælle, at danskeren var kommet til bevidsthed igen.

Han ligger nu med drop og skal undersøges nærmere på et hospital. Kollapset skyldes, at han var for dehydreret.

Det var ikke kun Abdi Hakim Ulad, som kollapsede efter de 42,195 kilometer. Flere andre faldt også om lige efter de var kommet i mål.

Regnen gjorde også måtten efter målstregen meget glat, som gjorde, at flere løbere gled. Hvilket skabte nærmest kaosscener i målområdet.

Abdi Hakim Ulad kom i mål i tiden 2 timer 17 minutter og 6 sekunder. Kenyanske Eliud Kipchoge vandt løbet i tiden 2 timer 8 minutter og 44 sekunder.