Mo Farah bedyrer uskyld efter dopinganklage mod træner
Mo Farah er rystet over, at hans navn bliver sat i forbindelse med en historie om sin træners mulige snyd.
Den britiske løbestjerne Mo Farah, der er dobbelt olympisk mester i både 5000 og 10.000 meter-løb, benægter nok en gang at have anvendt doping i jagten på succes.
Det skriver Mo Farah i en status på Facebook. Den kommer blot få timer efter, at hans træner, Alberto Salazar, i Sunday Times er beskyldt for at have fundet en ny måde at dope sig på.
Avisen har fundet oplysningerne mod træneren i en lækket rapport fra Det Amerikanske Antidopingagentur (Usada).
- Det er meget frustrerende, at jeg er nødt til at komme med en udtalelse om det emne. Jeg er en ren atlet, som aldrig har brudt reglerne, hvad angår medikamenter og lignende, skriver Farah.
- Det er irriterende, at medierne på trods af den klare kendsgerning fortsætter med at knytte mig til påstand om dopingbrug.
- Jeg ved ikke, hvad Sunday Times' motiver er mod mig, men jeg kan forstå, at min profil gør historien mere interessant, og det er helt urimeligt at komme med en sammenkobling, når de selv skriver, at jeg ikke har gjort noget forkert, lyder det.
Tilbage i 2015 blev Salazar i en BBC-dokumentar ligeledes beskyldt for at opfordre sine løbere til at anvende præstationsfremmende medikamenter.
Det førte til stor virak omkring Mo Farah, der også trak sig fra et stævne på grund uroen.