Atletik

Dansk løbefænomen efter Diamond League-debut: - Jeg er skuffet

19-årige Anna Møller var skuffet over sin tid, da hun blev nummer ni i sit første Diamond League-stævne.

Anna Møller blev torsdag aften nummer ni ud af 12 i sin Diamond League-debut på 3000 meters forhindringsløb.

Med tiden 9:34:30 løb danskeren sin hurtigste tid i år, men alligevel var hun ikke tilfreds.

Hun var nemlig et stykke fra sin personlige rekord på 9:32:68.

- Jeg løber tæt på min personlige rekord, men det er sgu ikke tilfredsstillende, fortalte hun til TV 2 SPORT efter sit løb.

Her understregede Møller, at hun især var skuffet over, at det ikke blev til en forbedring af sin personlige rekord på distancen.

- Jeg synes, at der er en helt masse forstyrrende ting. Selvfølgelig skal man kunne klare det, men det er bare ikke et felt, hvor man kan sætte personlig rekord i. Der er mange, som kommer og puffer til en, krydser indover ens bane, fordi de skulle udgå. Så der er selvfølgelig en masse undskyldninger, som man ikke rigtig kan bruge til noget, men forholdene var bare ikke rigtige.

Er du skuffet?

- Ja, det er jeg. Det er et Diamond League-stævne, og jeg havde store forventninger til mig selv, lød det fra Anna Møller.

Selvom skuffelsen var til at mærke hos den 19-årige dansker efter stævnet i Oslo, havde hun også overskud til at glæde sig over sin Diamond League-debut.

- Det var stort at løbe min første Diamond League, og det var fedt, at folk heppede, og jeg kunne mærke den gode stemning på stadion, så det er noget, som jeg kan tage med mig herfra.

Løbet blev vundet af kenyanske Norah Jeruto i tiden 9:17:27.