
En legende takker af:
I virkeligheden var han for tung til at være så hurtig
En legende takker af:
I virkeligheden var han for tung til at være så hurtig
Usain Bolt løber sit sidste professionelle løb lørdag aften.
Den jamaicanske superstjerne er med på 4 x 100 meter-holdet, der er i finalen ved VM i London. Finalen løbes klokken 22:50. Denne artikel er opdateret og genudgivet i forbindelse med Usain Bolts karrierestop.
Hans rekorder har igen og igen imponeret eksperterne, men med sine næsten 100 kilo og 195 centimeter burde Usain Bolt faktisk ikke have været så hurtig.
I en periode på 10 år har han været en af verdens største sportsstjerner, og har imponeret med guldmedaljer og verdensrekorder i kongedisciplinerne 100 og 200 meter.
- Jeg fik en gave, og det her er, hvad jeg gør, har han ifølge CBS News tidligere sagt.
En genetisk freak
Ifølge eksperter er hans højde og vægt så høj, at resultaterne gennem hans karriere bliver endnu mere opsigtsvækkende.
- Bolt er en genetisk freak. Med sine 195 centimeter burde han ikke kunne accelerere så hurtigt, som han gør, når man tager længden af hans ben i betragtning, har den tidligere britiske sprinterstjerne Craig Pickering forklaret til BBC.


Med sine 195 centimeter tårner Usain Bolt sig over de seneste syv andre, der har kunne kalde sig “verdens hurtigste mand”.
Hans højde og deraf følgende større overflade bliver et større og større problem, jo hurtigere han løber. Ifølge et forskerhold fra Mexicos Uafhængige, Nationale Universitet (UNAM), var det i Berlin – da han satte sin suveræne verdensrekord på 100-meter-diatancen - nemlig helt ned til otte procent af Bolts muskelenergi, der gik til bevægelse - resten brugte han på at modvirke luftmodstanden.


- Den enorme mængde kraft, som Bolt leverede i 2009 og den mængde, der blev absorberet af luftmodstand er i sandhed ekstraordinær, forklarer en af de mexicanske forskere Jorge Hernandez til BBC.
Den sagnomspundne rekord i Berlin
Ud over vindmodstanden er det især i splitsekunderne efter startskuddet, at høje sprintere som Usain Bolt kommer til kort. For at komme ud af startblokkene med maksimal kraft, skal kroppen nemlig helst flyve ud i lav vinkel, og det er svært med så lange ben som Bolts.
OL-guldvinderne Carl Lewis og Linford Christie var også begge i den høje ende af skalaen med deres 188 centimeter. De vandt begge deres løb lige før målstregen, fordi deres højde arbejdede imod dem i den første del af løbet.
- De høje løbere kan ikke accelerere hurtigt nok til at gøre sig gældende fra start, men det gælder ikke Usain Bolt. På den måde er han anderledes, har den tidligere sprinterkonge Michael Johnson forklaret til TV 2 SPORT.
Sådan forløb verdenskorden trin for trin:
START


Amerikaneren Tyson Gay og landsmanden Asafa Powell var Usain Bolts eneste reelle konkurrenter ved verdensmesterskabet i Berlin i august 2009. Begge konkurrenternes reaktionstider var den dag lavere end Bolts, men på trods af de færre kilo kan de ikke accelerere fra ham.
- Han løber lige op med de lavere sprintere, og det er sjældent, siger Michael Johnson.
MIDTVEJS


Allerede efter 48 meter er Bolt oppe på 99 procent af sin tophastighed, der efter 65 meter topper på hele 44 kilometer i timen! Det er her, at hans lange ben for alvor sparker til konkurrenterne.
- Når han når sin tophastighed, har han en voldsom fordel i forhold til de andre løbere, fordi han tager langt færre skridt, siger Craig Pickering.
MÅL


Hvor Carl Lewis og Linford Christie var vant til at blive sat i starten af deres sprint og så vinde på slutspurten, fører Usain Bolt stort set hele vejen.
- Usain Bolt taber ingenting, men lægger afstand som de to, og det gør ham helt speciel, siger Michael Johnson.


Trods de lange ben formår han både at accelerere med fra start, men også at øge til sidst og høvle hele 0,11 sekunder af sin egen personlige rekord og slå ny verdensrekord på på 9,58 sekunder.
Hans ben bevæger sig ikke hurtigere end de andre. Til gengæld tager han markant længere skridt og bruger kortere tid på jorden. Usain Bolts skridt er faktisk længere end minibilen Smart Fortwo.


Verdensrekorden slog han den dag i Berlin i 41 skridt. Hans nærmeste konkurrent, Asafa Powell, skulle bruge 44.
Det ser legende let ud, når Bolt løber 100 meter på under 10 sekunder, men det er per definition ikke normalt. Det gør ham til en del af en meget lille klub.

- Du kan argumentere for, at alle elite idrætsudøvere er freaks of nature, især når de når det her niveau, siger Ian Bezodis, der leder Sports Biomechanics Laboratory på Cardiff Metropolitan University, til The Telegraph.
Hans kollega, Max Prokopy fra University of Virginia giver ikke Bolts gener hele æren.
- Det er lykkedes ham at kombinere enorme genetiske fordele med tonsvis af træning og arbejdsmoral.
Hvor længe der går, før rekorden bliver slået, er endnu uvist. Men det er i hvert fald sikkert, at det ikke bliver Usain Bolt selv. Han stopper nemlig, 30 år gammel, efter VM i London.
Med en karriere, der næppe vil blive overgået.

Kilder: BBC, TV 2, CBS News, The Telegraph. Foto: Ben Stansall, Adrian Dennis, Scanpix Denmark