Atletik

Glem Usain Bolt - 21-årig vil slå alle rekorder og er allerede godt på vej

I en alder af 21 år og en måned er amerikanske Noah Lyles på sporet af Usain Bolts verdensrekord. Carl Recine / Ritzau Scanpix

Noah Lyles er verdens hurtigste på 100 og 200 meter i år, og han drømmer - bogstaveligt talt - om at slå Usain Bolts rekord.

- Jeg skyndte mig op til min mor og sagde: "Mor, jeg har lige løbet på 9,41", fortæller Noah Lyles til The Guardian.

- Hun var sådan: "Det er nice, Noah", inden hun vendte sig og udbrød: "Hvad sagde du lige? Det er ny verdensrekord". 

Er jeg ærgerlig over, at jeg aldrig fik chancen for at løbe mod ham, bare en enkelt gang? Ja

Noah Lyles om Usain Bolt

21-årige Lyles drømte stort allerede i 2016, og måske var hans natlige forestillinger dengang et forvarsel. I år har han for alvor vist, at potentialet er der. Med 9,88 sekunder på 100 meter og 19.65 på 200 står han noteret for de hurtigste tider på de to distancer i 2018.

Tiderne er tilmed hurtigere, end hvad Usain Bolt præsterede, da han havde samme alder. Og Noah Lyles lægger da heller ikke skjul på, at ambitionerne er tårnhøje.

- Jeg tror virkelig, jeg kan løbe på 9,41. Jeg ved ikke, hvornår det kommer til at ske, men jeg gør mit bedste for at opnå det.

Usain Bolt løb sin bedste 100 meter på 9,58 sekunder ved et stævne i Berlin den 16. august 2009, hvormed han slog sin egen rekord fra OL i Beijing året før. Knap et årti er gået siden da, men ingen har endnu overgået jamaicaneren.

Noah Lyles' outfit til stævnet i Doha, Qatar:

En ægte showman

Noah Lyles adskiller sig på mange måder fra den stereotype 100 meter-løber. Han er under 180 centimeter høj og ligner på ingen måde en bodybuilder.

- Jeg har ikke store svulmende muskler, og det er sværere for mig at få en god start i forhold til nogle af de andre fyre. Til gengæld har jeg en unik udholdenhed, og jeg er i stand til at holde min topfart længere end de fleste.

Men det er ikke kun på fysikken, Lyles er en ener i sprinterfeltet. Også hans fritidsinteresser og påklædning er opsigtsvækkende.

Da han tidligere i år var til stævne i Qatar, bar han R2D2-strømper og lod som om, han svang et lyssværd. Altsammen for at fejre den 4. maj, der i fankredse er kendt som Star Wars-dag.

Kort tid efter blev Noah Lyles den yngste vinder på 100 meter-distancen ved de amerikanske mesterskaber siden 1984. En bedrift han fejrede ved at udføre en dans kendt fra computerspillet 'Fortnite', mens han var iført sokker med 'De Utrolige' påtrykt.

Dertil bør nævnes, at den 21-årige amerikaner deler træningsråd på sin YouTube-kanal, og at han angiveligt er en talentfuld rapper.

A post shared by Noah Lyles (@nojo18) on

Tænder på ros til rivaler

Noah Lyles fortæller åbenhjertigt om sin iver efter at detronisere verdensrekordholderen Usain Bolt, men han må samtidig indse, at et brændende ønske aldrig bliver indfriet.

- Er jeg ærgerlig over, at jeg aldrig fik chancen for at løbe mod ham, bare en enkelt gang? Ja. Måske kunne jeg endda have udfordret ham i hans karrieres efterår.

Noah Lyles har købt nye strømper til løbet i Birmingham:

Selvom den 21-årige hurtigløber kan bryste sig af to årsrekorder, er han efter eget udsagn ikke et overmenneske. 

- Jeg kan ikke sige, at jeg er en dominerende figur, for jeg bliver af og til slået på de 100 meter. Men det gør løbene mere spændende, så jeg er okay med det, forklarer Lyles, inden han tilføjer:

- Jeg bliver virkelig tændt, når folk taler mine rivaler op. Jeg tænker: "Okay, jeg bliver nødt til at arbejde hårdt for at ændre deres mening".

Lørdag var Noah Lyles i aktion ved Müller Grand Prix Birmingham, hvor han løb i tiden 9,98 sekunder og sluttede som nummer tre efter Reece Prescod og landsmanden Christian Coleman, der vandt.