Atletikforbund fyrer landstræner på grund af uenigheder

16x9
Anna Emilie Møller og resten af atletiklandsholdet skal have ny landstræner Foto: Danmarks Idræts Forbund / Danmarks Idræts Forbund

Dansk Atletik Forbund har fyret landstræner Piotr Haczek, som er overrasket over beslutningen.

Polakken Piotr Haczek er ikke længere landstræner for de danske atletikudøvere.

Tirsdag blev han indkaldt til møde af ledelsen i Dansk Atletik Forbund (DAF), og her fik han at vide, at han ikke længere var landstræner.

- Jeg blev kaldt ind til møde i går (tirsdag, red.), og der havde de (direktionen, red.) taget beslutningen om, at jeg ikke skulle fortsætte, siger Piotr Haczek til DR.

- Jeg var villig til at samarbejde og finde en løsning, men det var de ikke. Beslutningen var tydeligvis taget, og jeg kunne ikke gøre noget.

Den 41-årig polak er skuffet over fyringen, som kommer efter fire år i jobbet.

- Jeg er skuffet, for jeg har lavet gode resultater med atleterne i de seneste fire år. Så det kom som en stor overraskelse for mig, at de havde taget den beslutning.

I en pressemeddelelse på forbundets hjemmeside, som omhandler den fremtidige strategi for dansk atletik, forklarer forbundet, hvorfor Haczek ikke skulle fortsætte som landstræner.

- Det korte af det lange er, at vi ikke har været enige om den fremtidige strategi, og det har vi taget konsekvensen af, lyder det fra elitechef Bo Overgaard.

- Jeg vil dog gerne slå fast, at Piotr har gjort et stort arbejde for DAF. Han har været en dygtig træner, og han har brugt sit internationale netværk på mange gode måder for vores danske atleter.

Haczeks måske største præstation i sine fire år i jobbet kom, da hækkeløberen Sara Slott Petersen vandt OL-sølv i Rio i 2016.