Anna Emilie Møller sikrer OL-deltagelse med rekordtid

Anna Emilie Møller satte dansk rekord i 3000 meter forhindringsløb ved torsdagens Diamond League-stævne.

Selv om hun ikke var i nærheden af at vinde, kan Anna Emilie Møller alligevel tage noget med hjem fra torsdagens Diamond League-stævne i Oslo.

Her satte den danske løber nemlig to rekorder i 3000 meter forhindringsløb for kvinder, da hun sluttede som nummer 11 i tiden 9 minutter og 24,21 sekunder.

  • Dansk rekord (tidligere: 9:31.66 fra 2018)
  • Europæisk rekord for U23-løbere (tidligere: 9:24.78 fra 2003)

Derudover kan Anna Emilie Møller glæde sig over, at hun er kvalificeret til OL 2020 over et år før, legene begynder i Tokyo. Slutteligt er VM-kvalifikationen i 3000 meter forhindringsløb også på plads, da hun løb under to bestemte kravtider:

  • Kvalifikationstiden til OL i Tokyo var sat til 9.30.00 minutter
  • Kvalifikationskravet til VM i Doha er 9.40.00 minutter.

Det er anden gang, Anna Emilie Møller skal løbe OL. Den 21-årige dansker løb også 3000 meter forhindringsløb i Rio i 2016. Ved den lejlighed satte hun dansk rekord i semifinalen, 9.32,68, hvilket dog ikke rakte til en finaleplads.

Mens Anna Emilie Møllers tid torsdag aften var nok til endnu en forbedring af den danske rekord og den europæiske ungdomsrekord, så var det altså ikke nok til at kæmpe med om sejren. Den tog kenyanske Norah Jeruto, der løb over målstregen i tiden 9 minutter og 3,71 sekunder.

Jeruto vandt foran landsmændene Beatrice Chepkoech og Hyvin Kiyeng.

Flere rekorder i foråret

Torsdagens Diamond League-stævne var Anna Emilie Møllers andet inden for de seneste par uger.

30. maj deltog Møller i sit første Diamond League-stævne nogensinde i den svenske hovedstad, Stockholm, hvor hun stillede op i 5000 meter. Her endte det med en sidsteplads, men dog en ny personlig rekord, da hun forbedrede sig med over 32 sekunder.

Anna Emilie Møller løb de fem kilometer i tiden 15:22.69. Dermed blev hun en af hele seks løbere i heatet, der satte personlig rekord den aften.

Det var anden gang i år, Anna Emilie Møller satte personlig rekord på 5000 meter. Den 6. maj løb hun 15:54.80 i engelske Bedford.

Generelt har den 21-årige løber haft et godt 2019. I slutningen af marts imponerede hun i VM i cross i Aarhus, da hun blev den bedst placerede løber, der ikke kom fra Afrika. Hendes cross-tid sikrede hende kvalifikation til VM på 10.000 meter-distancen.