Atletik

Verdens vildeste VM-konkurrence

Mike Powell (tv) og Carl Lewis (th) fik det bedste ud af hinanden ved VM i Tokyo i 1991 - her er de i en hyggestund ved OL i Atlanta i 1996 Staff / Scanpix Denmark

Rivalerne Mike Powell og Carl Lewis piskede hinanden til en konkurrence lige til historiebøgerne ved VM i Japan i 1991

Se længdespringsfinalen ved årets VM i Doha direkte på TV 2 SPORT - lørdag aften kl 19.40.

Han vidste det, inden han tog sit tilløb.

Han vidste det for hvert skridt på vej mod planken. Rytmen var perfekt. Affjedringen på vej mod sandkassen den helt rigtige.

Og så afsættet. Højere end før. Ikke bare et lille udbrud, mens benene begyndte at cykle i luften. På jagt efter et historisk spring.

Nej. Et højt råb. Som en mester i karate, der bruger al sin kraft på at smadre igennem en tommetyk planke. For til sidst i landingen at fornemme på tilskuerne, at han har gjort noget særligt.

- That’s huge, lyder det fra kommentatoren hos BBC.

Ram på sin nemesis

Mike Powell knytter næverne dengang i den japanske aften i august for 28 år siden. Markerer med hænderne over hovedet mod tribunerne, at det her var det, han havde i sig. Det han havde gemt på.

Han løber væk fra sandet. Op til den store gule tavle fra Seiko, hvor længdespringernes resultater kommer op. Han venter. Ser medvinden er indenfor det tilladte med 0.3 sekund meter i ryggen.

Mike Powell kan ikke stå stille. Han må hele tiden være i bevægelse. Afventende nervøst. En ting er fornemmelse. En anden er fakta. Først når det er mejslet ind med digitale tal på tavlen er det en kendsgerning.

Derfor eksploderer han i ekstase. Derfor sætter han i en sprint på hundrede meter på den ene langside, da det endelig bliver en realitet, at han er manden, der netop har overgået årtusindets spring. Det spring, man aldrig troede skulle blive slettet fra historiebøgerne.

Endelig. Efter 15 forsøg, har han fået ram på sin nemesis. Endelig har han besejret sin rival. Og det endda i en af atletikkens vildeste konkurrencer ved VM i Tokyo i 1991.

Men et sværd er tveægget.

Det er rivaler på sin måde også.

En klassisk duel

Sportshistorien er fyldt med eksempler på dueller, så klassiske at de stadigvæk den dag i dag kan få mundvandet til at løbe hos sportselskere.

Tenniskampene mellem Bjørn Borg og John McEnroe. Nævekampene i ringen mellem Muhamad Ali og Joe Frazier. Duellerne mellem de to store basket-ikoner Larry Bird og Magic Johnson.

Alle beviser på, at rivaler er noget mere end to personer, der prøver at opnå det samme.

Det er noget mere, noget andet. En form for ansporing til at gøre sit ypperste. Som også er gemt i ordets oprindelse i latin: Rivalis – person som får vand fra samme vandløb som en anden.

For det er vel sådan, det er i historien bedste og største rivaliseringer. Man får vandet fra det samme vandløb. Drivkraften er den samme, jagten er lige fokuseret. Men begge er lige besjælede af det samme vand. Begge er nødt til at yde det ypperste. For når man lige presset af det perfekte, bliver man nødt til at levere det perfekte.

Carl Lewis vinder VM på 100 meter ved Vm i 1991 og sætter ny verdensrekord

Sådan var det også den august 1991.

Storfavoritten Carl Lewis havde allerede ved VM vist, at der skulle noget ganske særligt til at slå ham. Hvis han altså kunne besejres.

Nogle dage før finalen i længdespring havde atletikkens superstjerne sat verdensrekord på 100 meteren med 9.86 sekunder i en vanvittig VM-finale, hvor seks af de otte finalister var hurtigere end drømmegrænsen på 10 sekunder.

Jagten på vanvidsspringet

30-årige Carl Lewis var i superform. Og så var han endda endnu mere suveræn i længdespring end på sprintdistancerne. I de forudgående 65 konkurrencer havde han være umulig at besejre. Ikke siden 1981 – altså ti år tilbage – havde han forladt en længdespringskonkurrence uden at vinde. Det betød at han både havde taget sig af de to OL-guldmedaljer og to VM-guldmedaljer i den periode.

Mikel Powell derimod havde en OL-sølvmedalje fra Seoul i 1988 som sin eneste medalje til et stort internationalt mesterskab, siden han som 18-årig droppede højdespring og begyndte at stræbe efter horisontal succes i stedet for den vertikale.

Men selvom Carl Lewis var suveræn, så var han som længdespringer en udøver i skyggen af årtusindets spring. Bob Beamons legendariske hop ind i en helt ny tidsalder, da lagde vanvittige 65 centimeter til den bestående rekord og nåede ud på usandsynlige 8.90 meter.

Det var ved OL i 1968 i Mexico City, at Beamon nærmest tog hul på den rumalder, som Neil Armstrong året efter fuldbyrdede med sin månelanding.

Bob Beamon på vej til at sætte en af de vildeste verdensrekorder nogensinde

Det var et spring af så uhyrlig en længde, at man ikke havde det tekniske måleydstyr på stadion i Mexico City. Der var ikke taget højde for, at et menneske kunne springe så langt. Derfor måtte der sendes bud efter et målebånd af den gammeldags slags. Det tog 15 minutter før Bob Beamon kunne blive noteret for et vandvidsspring. 8 meter og 90 centimeter.

Beamon selv kunne ikke holde sig på benene, da han fik resultatet af opmålingen. Knæene blev som gele under amerikaneren, der gled ned på cindersbanen, mens han rystede. Der var så mange følelser, der ikke kunne holdes styr på.

Det overmenneskelige spring

Men det krævede de to bedste på deres højeste i en VM-finale, at ændre verdenshistorien i det, der betegnes som det bedste længdespringsfinale nogenside.

Seks spring havde de to i finalen, og favoritten Lewis lagde pres på Powell med det samme, da han i sit første spring landede på 8.68 meter.

Det var en blæsende og fugtig aften. Derfor spillede vinden også ind.

Der var for meget medvind for Carl Lewis til at rekorden kunne noteres, men det gav genklang, da han svævede ud over Beamons drømmegrænse i sit fjerde spring. 8 meter og 91 centimeter. En centimeter mere end Beamon. Aldrig før havde et menneske fået sin krop til at svæve så langt.

Men Mike Powell havde det, han selv senere har kaldt ’laserstråle fokus’. Derfor kom svaret prompte.

’Powell the foul’, som han blev kaldt fordi han kunne have store problemer med at lande sit tilløb præcist på planken, brød barrieren bare otte minutter efter legenden Lewis havde vist vejen.

Da rekorden kom op på den gule Seiko-tavle stod der 8.95. Ingen hjælp af vinden. Ingen hjælp af den tynde luft i Mexico Citys højder her ved havoverfladen i Tokyo.

Mike Powell havde i stedet ramt det perfekte spring, nærmest tvunget til det af rivalen Carl Lewis, der præsterede en nærmest overmenneskelig serie på 8.68 / 8.83* / 8.91* / 8.87 / 8.84 (*for meget medvind).

Men det var springet på 8.91, der tvang Mike Powell til noget næsten overmenneskeligt.

Mike Powell slog en af de mest ikoniske rekorder dengang i Tokyo i 1991

- Han var som en kanin på et mellemdistanceløb. Den aften var Carl min kanin. Jeg har aldrig været så fokuseret i mit liv.

Derfor blev den aften og den konkurrence noget usædvanligt. For hvor ofte er det, at man har to duellanter, der står overfor hinanden, når de er på deres absolut højeste?

Og når det sker, så bliver det aftener af den slags, man taler om i årtier.

- Det er så sjældent du har to atleter på deres højeste niveau i den samme sport i en så særlig konkurrence som et VM. Det kan ikke skrives bedre. Det er som en film. Det burde være en film, har Mike Powell siden fortalt.

For sådan er det med rivaler. De får begge vand fra det samme vandløb.