Atletik

Diskvalifikationen står ved magt - Sara Slott definitivt ude af VM

Sara Slott Petersen har fået afvist sin protest ved VM i atletik. Derfor er hun definitivt ude af 400 meter hæk-konkurrencen.

Når der onsdag bliver løbet VM-semifinale i 400 meter hæk, bliver det uden danske Sara Slott Petersen.

Danskeren har nemlig netop fået sin protest afvist, og derved står diskvalifikationen ved magt. Det oplyser den danske teamleder, Lars Nielsen, til TV 2 SPORT.

- Det her er et mentalt tilbageslag. Alle hendes fysiske parametre er rigtig godt kørende, men det her er et slag lige i ansigtet, siger TV 2 SPORTs atletikekspert Jens B. Christensen.

Sara Slott Petersen blev ellers nummer to i det indledende heat og troede, hun var sikker på en semifinaleplads. Mindre end ti minutter senere fik danskeren dog en nedslående besked: Hun blev diskvalificeret, fordi hun hoppede forkert over en af hækkene.

Argumentet lød på, at hendes knæ ikke var over den pågældende hæk. Tv-billeder sår i al fald tvivl om, hvorvidt knæet var i den rette position.

Herefter nedlagde den danske lejr en protest, men den har juryen nu afvist. Derfor er Sara Slott Petersen ikke at finde på startlisten, når der onsdag bliver løbet VM-semifinale i disciplinen 400 meter hæk.

Selv havde den danske lejr en god mavefornemmelse med protesten, mens TV 2 SPORTs atletikekspert, Rikke Rønholt, var noget mere skeptisk.

- Jeg tror ikke, de får noget ud af den protest, sagde eksperten tidligere på dagen og tilføjede:

- Knæet skal over hækken. Hun løj ikke, da hun sagde i vores interview, at hun lavede mange tekniske fejl. Hun burde være alt, alt, alt for erfaren til lave de der fejl.

Sara Slott Petersen har tidligere imponeret stort i 400 meter hæk - særligt ved OL i 2016, hvor hun vandt sølv.