Coronavirus

Coronavirus udskyder VM - nu tvinges dansker til at ændre OL-planer

Benjamin Lobo Vedel tror stadig på at han kan kvalificere sig til OL, selvom det primære kvalifikationsløb er blevet aflyst.

Hans helt store mål er sommerens OL, men for 400 meter-løberen Benjamin Lobo Vedel var Indendørs-VM i kinesiske Nanjing i marts et vigtigt optaktsløb.

Det VM er nu blevet udskudt til næste år på grund af frygten for Corona-virusset i området.

- Det var lidt ambivalent. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle føle, siger Benjamin Lobo Vedel til TV 2 SPORT.

Stævnet i Nanjing skulle have indbragt den 22-årige dansker vigtige point til OL-kvalifikationen, så aflysningen tvinger Benjamin Lobo Vedel ud i alternativer.

- I starten af sæsonen lagde jeg en plan frem mod OL, og den plan ændrer sig lige pludselig nu.

- Det er jo noget, man har glædet sig til og ligesom set frem til. Men man kan ikke være sur over det, for det er jo selvfølgelig af gode grunde, siger Benjamin Lobo Vedel.

Går efter at vinde OL

Den tidligere junior-europamester i disciplinen er dog fuld af fortrøstning i forhold til at få skrabet de nødvendige point sammen til at kvalificere sig til sommerens OL.

I stedet for VM i Nanjing tager Benjamin Lobo Vedel til et stort internationalt stævne i starten af februar.

- Hvis det går rigtig fint og godt, så er der ikke så meget stress på, siger Benjamin Lobo Vedel.

Skulle OL-kvalifikationen komme i hus, så er den danske sprinter ikke i tvivl om, hvad målet ved legene i Tokyo er.

- Det er 100% at vinde OL.