Atletik

Dansk maratonløber i fantomtid - kvalificerer sig til OL

Thijs Nijhuis' tid på 2.10.57 gør ham til den næsthurtigste danske marathonløber. Undervejs måtte danskeren 'gå' på toilettet for at besørge.

Den danske maratonløber Thijs Nijhuis har kvalificeret sig til OL i Tokyo ved at løbe under det danske kvalifikationskrav ved maratonløbet i Sevilla.

Det står klart, da den 27-årige dansker søndag formiddag løb i tiden 2 timer, 10 minutter og 57 sekunder i den spanske by, hvilket er 33 sekunder hurtigere end det direkte tidskrav til de mandlige danske maratonløbere til OL.

- Det er fantastisk, og jeg er så sindssygt glad. At komme under 2.11, det er fuldstændigt absurd, siger Thijs Nijhuis om sin bedrift til TV 2 SPORT.

Jeg satte mig ned på hug efter omkring 27-28 kilometer og sked rent ud sagt midt på vejen

Thijs Nijhuis, dansk maratonløber

'Gik' på toilettet undervejs

Den danske maratonløber afslører, at han ikke havde det særligt godt undervejs på de 42,195 kilometer - på trods af noget nær optimale vind- og vejrforhold.

Thijs Nijhuis lå længe i god gruppe af løbere, der gik efter at løbe under 2 timer og 11 minutter, men efter 27-28 kilometer skete der det, der bare ikke måtte ske.

- Jeg satte mig ned på hug efter omkring 27-28 kilometer og sked rent ud sagt midt på vejen. Det spændte i hele kroppen og måtte bare ud, siger Thijs Nijhuis om episoden, som maksimalt tog 10-15 sekunder.

Herefter fandt maratonløberen ifølge eget udsagn sin egen rytme, og da han passerede 30 kilometer var rekorden inden for rækkevidde.

- Det var ualmindeligt hårdt de sidste syv kilometer, men jeg prøvede at løbe hver eneste kilometer, som var det den sidste. Jeg ville ikke kunne bære at misse tidskravet med et par sekunder, for min kæreste og træner stod ved målstregen, fortæller maratonløberen.

Tilbage i oktober sidste år udtalte Thijs Nijhuis sig til TV 2 SPORT sig om sine chancer for at klare kvalifikationskravet, som han på daværende tidspunkt kaldte "det hårdeste nogensinde".

- Det bliver vanvittigt svært, men jeg tror 100 procent på min chance, sagde Thijs Nijhuis, der netop havde udset sig Sevillas gader i et forsøg på at klare kvalifikationskravet.

Næsthurtigste danske maratonløber

Thijs Nijhuis blev med tiden nummer 28 i Sevillas maraton.

Det er den næsthurtigste tid nogensinde af en dansk maratonløber.

Henrik Jørgensen har fortsat den danske rekord med 2.09.43 fra London Maraton i 1985.

Den nu afdøde maratonstjerne har også løbet på både 2.10.20 og 2.10.47 i den engelske hovedstad.

Thijs Nijhuis bliver ikke den eneste dansker, der står klar på startstregen 9. august, når herrernes maraton afvikles på sidstedagen af OL i Tokyo.

Den danske maratonløber Abdi Hakin Ulad kvalificerede sig også til OL i Tokyo, da han 1. december sidste år løb i tiden 2 timer, 11 minutter og 3 sekunder i Fukuoka Marathon i Japan.

Maratonrute flyttet 800 kilometer

OL-arrangørerne har valgt at flytte herrernes maratonløb fra OL-byen Tokyo og 800 kilometer mod nord for hovedstaden i Sapporo.

Det skyldes bekymring for sommervarmen i Japans hovedstad, der ofte når langt over 30 grader med høj luftfugtighed i august.

Temperaturerne i Sapporo er normalt fem til seks grader lavere.

27-årige Thijs Nijhuis er født i Holland, men opvokset i Danmark.

For at blive helt klar til sommerlegene i Tokyo skal han først officielt udtages af Danmarks Idrætsforbund (DIF).