Atletik

Udsat atletik-VM skal afholdes i sommeren 2022

De amerikanske herrer vandt guld i 4x100 meter stafet ved det seneste VM. Lucy Nicholson / Ritzau Scanpix

Sommeren 2022 kommer til at byde på tre store arrangementer for atletikudøvere.

Det er lykkedes at finde en ny plads i sportskalenderen til VM i atletik, der skulle have været afholdt næste sommer.

World Athletics oplyser på sin hjemmeside, at mesterskabet i stedet bliver afviklet i Oregon, USA fra 15. til 24. juli 2022.

Arrangementet var oprindelig placeret i august 2021, men blev udskudt for at skabe plads til det udsatte OL.

Med den nye dato er der lagt op til en travl sommer for atletikfolket, som får tre store mesterskaber at se frem til.

VM i Oregon bliver efterfulgt af Commonwealth Games i Birmingham, inden programmet byder på EM, som efter planen skal afholdes i München sidst i august 2022.

- Vi tror på, at vi har fundet en løsning, der giver de atleter, der kan stille op til de to øvrige arrangementer, mulighed for at deltage.

- Dette vil fremvise vores idræt fra sin bedste side omstændighederne taget i betragtning, og vi vil samarbejde med alle udøvere om den detaljerede planlægning, siger World Athletics' præsident, Sebastian Coe.

Atletikforbundet tilbød selv at flytte VM, da det begyndte at pege i retning af en OL-udsættelse.

Dermed slipper atletik-VM for at stå i skyggen af OL, hvor atletik er en af de største sportsgrene.

Nu håber man i stedet på, at det tætte program i 2022 kommer til at give atletikken endnu mere opmærksomhed, selv om præsidenten erkender, at programmet ikke er optimalt.

- Vi ville ikke selv have valgt at afholde tre store mesterskaber lige efter hinanden, men det giver os muligheden for at gøre reklame i hele verden for vores sport og dens stjerner over en periode på seks uger, siger Sebastian Coe.