Atletik

Bolt efterlod mig med hjertebanken og en opførsel uden sidestykke

Usain Bolt efterlod et helt særligt aftryk hos Flemming Toft. Phil Noble / Reuters/Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs mangeårige kommentator Flemming Toft ser i anledning af coronapausen tilbage på mindeværdige øjeblikke, hvor han var førstehåndsvidne.

Jeg har lige målt min entré. Hvis Usain Bolt kommer på besøg, springer han den over og går lige ind i stuen uden at røre gulvet. Det er for vildt.

Ved OL i London 2012 diskede han op med en gennemsnitlig skridtlænge på 2,44 mener i den olympiske 100 meter finale. Indrømmet - jeg blev pustet fuldstændig bagover og måtte læne mig op ad min medkommentator Jens B. Christensen.

Syv under ti sekunder - det anede jeg ikke. Så er jeg endnu mere stolt

Usain Bolt til TV 2's reporter i 2012

Sådan var det også ved legene i Beijing fire år tidligere, men her, på Olympic Stadium i det østlige London, blev det hele endnu skarpere trukket op på få sekunder.

80.000 syede læberne sammen

En 100 meter finale ved OL er stort og særligt. Det har noget klassisk og historisk over sig. Det har legenes vel nok største stjerneparade, og det er omgæret af et særligt sus.

Ind kom de moderne gladiatorer, sportens ikoner og blev her mødt af 80.000 ellevilde tilskuere. De blev præsenteret en efter en i globale TV-nærbilleder, mens de pustede sig op for folket. Så lagde de sig i startblokkene, 80.000 syede læberne sammen, stilheden var larmende - indtil startskuddet.

Da startskuddet lød, så Usain Bolt sig aldrig tilbage.

Så brød “helvede” løs, og 10 sekunder senere var det hele slut.

Hverken løberne eller vi, der fulgte, trak vejret undervejs. Det var så fantastisk, at ord ikke var nok til at beskrive. Det var heller ikke så vigtigt. Vi så, hvad der skete. Uden at forstå. For det var med otte mand i højeste gear, og for de syv tog det under ti sekunder at løbe de 100 meter. Der var overhalinger undervejs - og så var der Usain Bolt. Med en topfart på næsten 45 km/t og blot 41 skridt til det olympiske guld.

Verdenspressen fik ord for pengene

Jeg sad med hjertebanken efter dette indtryk. Marathontræt uden at have løbet. Finalen havde drænet kroppen. En helstøbt oplevelse og så ham den næsten to meter høje Jamaica-stjerne, der løb videre rundt med det nationale flag om sine skuldre, hilste på alt og alle, smilede til en hel verden og var mere imødekommende og gæstfri, end vi normalt ser.

Han tog sig så god tid, at al fokus glemte de øvrige discipliner, der forsøgte at få opmærksomhed, og efter et par æresrunder småløb han op imod det, vi i mediesproget kalder “Mixed Zone”, altså der hvor verdenspressen får ord for pengene.

Jamaicas Usain Bolt stjal hele showet både før, under og efter OL-finalen i 2012.

Det foregik på tribunen ved TV-kommentatorpladserne, hvor tusindvis sad på rækker og gjorde mikrofoner og spørgsmål klar, hvis han nu skulle komme forbi. Og Usain Bolt kom forbi. Hver enkelt. Række ud og række ind, op ad trapper, nærmest som i slalom. Uden sidestykke, for det her var aldrig set før. At en af verdens største idrætsstjerner på den måde kom alverdens medier i møde.

'Så er jeg endnu mere stolt'

Således også TV 2 fra Danmark, der havde sendt Dennis Ritter på opgaven. Og pludselig stod han med Usain Bolt foran sig. Jeg glemmer aldrig Ritters reaktion. Smårystende og som han selv sagde det bagefter - starstruck.

Ritter fik fat i den professionelle livline og ledte efter noget at spørge Bolt om, som ingen anden havde gjort på hans vej op ad trapperne.

Hvad siger du til, at syv ud af otte kom under ti sekunder?”. Med andre ord; denne finale må have været særlig at vinde.

- Syv under ti sekunder - det anede jeg ikke. Så er jeg endnu mere stolt, sagde Bolt ned i TV 2-mikrofonen og drønede videre.

Usain Bolt kysser sin OL-guldmedalje.

Men en særlig kommentar, der efterlod en opløftet TV-reporter.

I kommentatorboksen sad vi tilbage med en hel masse spørgsmål og indtryk af det, vi lige havde set og kommenteret. Vi - nok mest min medkommentator Jens - snakkede om Bolts træningsmetoder, hans fysik, hans psyke og hans levevis.

Og så var det, jeg tænkte på, at da han erobrede en hel verden fire år tidligere ved OL i Beijing, kom det frem, at han ikke rørte sund mad, men i stedet spiste cirka 1000 chicken nuggets under legene. Fast food. Hurtigt videre.