Atletik

Han løb som en, der slås med en blæksprutte – tjekke satte barren så højt, at den aldrig nås

Emil Zatopek i sin sædvanlige "lidende" stil, der stod i stærk kontrast til de mange sejre, han suverænt vandt. Ritzau Scanpix

For 20 år siden døde en af atletikkens absolut største stjerner. Emil Zatopek regerede langdistanceløb i en grad, så det aldrig vil blive overgået.

Superstjerner i sportens verden.

Der er noget graciøst over dem. Noget overnaturligt, når de udfolder deres profession til perfektion.

Når Muhammad Ali danser rundt om sin modstander som en sommerfugl og så hamrer jabbet ind. Stikker som en bi.

Noget overjordisk.

Når Michael Jordan i et evigt svæv driver fremad og lægger bolden legende let i kurven.

Smukt nærmest.

Som når Lionel Messi finder åbningen, hvor ingen så den og med lavt tyngdepunkt glider igennem et forsvar så udtryksfuldt som det, briterne kalder poetry in motion.

Men når det handler om den tjekkiske langdistanceløber Emil Zatopek, så er superlativerne gemt væk. For manden, der satte atletikkens verden på den anden ende, var godt nok en superstjerne, da han var på sit højeste. Men ikke en elegantier.

Hans ansigt var altid fortrukket i grimasser, der havde lidelse malet i de dybe rynker i panden. Munden fordrejet. Hovedet vrikkende. Og den ene arm svingende mere end den anden.

Eller som amerikanske journalister i samtiden beskrev tjekkens vej hen over løbebanen på jagt mod de største triumfer på 5.000 og 10.000 meter:

Som "en mand, der slås med en blæksprutte på et transportbånd", og den blev nærmest toppet af en kollega, der betegnede hans løbestil som "en mand med en løkke om halsen. På randen af kvælning,"

Flyttede grænserne

I dag er det 20 år siden, Emil Zatopek døde.

Men selvom de færrest vil genkende navnet, så står han tilbage som en af atletikkens allerstørste, der satte aftryk på sin samtid.

Og som satte sit aftryk på eftertiden med sine intense træninger, hvor han flyttede grænserne for, hvordan man pinte sig selv. For at lære at udholde smerten. For at lære hvordan man kan flytte grænser, selv når grænsen er nået.

For mens folk rystede på hovedet på af hans intervaltræninger, hvor han løb 100 gange 400 meter i træk, så hurtigt som muligt med bare 150 meters lunten imellem hvert interval. Så var det tjekken, der høstede frugterne. Og derefter delte gavmildt ud af sin viden til konkurrenterne.

Men når man kigger på Emil Zatopek den dag i dag, så er de Olympiske Lege i 1952 i Helsinki, der står tilbage som det mesterværk, der overlevede kunstneren. Og stadig står som en milepæl. Et fyrtårn, der stadig ikke er set mage.

Det er på grænsen mellem smerte og lidelse, at mænd bliver skilt fra drenge

Emil Zatopek

Satte barren højt

På legenes sidste dag i den finske hovedstad gør 66 mand sig klar til starten på den allersidste konkurrence. Forude venter de mytiske 42,195 kilometer, der udgør den klassiske maraton.

På Det Olympiske Stadion fokuserer verdensrekordholderen og storfavoritten Jim Peters. Han tripper rundt, varmer op og stiller skarpt på opgaven forude.

Pludselig bliver han antastet af en lille og senet mand med en vigende hårgrænse, som han aldrig tidligere har snakket med.

Den afpillede mand, der kun stikker 174 centimeter i vejret stikker hånden frem og siger:

- Goddag. Jeg er Zatopek.

Jim Peters vidste nøjagtig, hvem manden med nummer 903 på brystet var. Det var nemlig Zatopeks skyld, at briten havde givet afkald på de kortere distancer, og i stedet havde kastet sig over den ultimative olympiske distance – maraton.

Fire år tidligere på Jim Peters’ hjemmebane ved legene i London havde manden, der gik under tilnavnet ’Det Tjekkiske Lokomotiv’ pryglet publikumsyndlingen så eftertragteligt på vej mod guldet på 10.000 meteren, at Jim Peters aldrig mere løb den distance igen.

Det kan godt være, han aldrig havde snakket med Zatopek. Men han og alle andre vidste, hvem Emil Zatopek var.

Han var den største af de største. Og søndag 27. juli 1952 satte den da 29-årige tjekke barren så højt, at den nok aldrig bliver nået.

Selvfølgelig sludrede Zatopek med Gud og hver mand. Det gjorde han altid. Verdensstjerne eller ej.

Havde fjernet et voldsomt åg

Humøret var også ekstra højt hos tjekken forud for starten. Han var en yderst lettet mand.

I løbet af ugen har han løftet et voldsomt åg af sine skuldre. Først tog han guldet i 10.000 meteren – som i London fire år tidligere. Og hvis det at vinde olympisk guld kunne være en formalitet, så var det vel det udtryk, der bedst betegnede Zatopeks guldløb i Helsinki.

42,6 sekunder hurtigere end den olympiske rekord han selv havde sat i London.

15 sekunder foran sølvvinderen og den evige rival Alain Mimoun.

En styrkedemonstration af så voldsom en karakter, at den anerkendte franske sportsavis L’Equipe ryddede forsiden og med store fede bogstaver døbte Emil Zatopek La Brute Magnifique – det fantastiske bæst.

Bare fire dage efter triumfen på 10.000 meteren tager tjekken sig også af guldet på den halve distance.

Endelig. Efter at han i London i 1948 var favorit til dobbeltguld, men blev snydt af belgieren Reiff i spurten, så slider Zatopek sig til den øverste plads på medaljeskamlen i en drabelig sprint på den sidste omgang.

Emil Zatopek med sin afgørende sprint på 5.000 meteren i Helsinki. Efterfulgt af Mimoun og Schade.

Tjekken åbnede, da gonggongen lød for sidste omgang i klar vished om, at de tre andre i frontkvartetten ville bukke under for hans tempo på de sidste 400 meter. De velkendte 400 meter fra hans eget interval-kværneri.

Men franskmanden Mimoun, tyskeren Schade og briten Chattaway graver dybt og finder et modsvar og passerer igen Zatopek, der var nede på fjerdepladsen med 200 meter igen – endda med afstand.

Men med visheden om, at hvis det gjorde ondt på ham selv, så ville de tre konkurrenter også ligge tæt på deres absolutte smertetærskel.

- Det er på grænsen mellem smerte og lidelse, at mænd bliver skilt fra drenge, lyder et af Zatopeks udtryk.

Tjekken, der trænede vildere og voldsommere, end man troede var muligt, vidste, at han kunne grave dybt. På de sidste 150 meter efterlod han sine konkurrenter bag sig og fordoblede sin guldhøst i Helsinki.

På gyngende grund

Derfor stod han ved starten til den sidste konkurrence og følte sig lettet på den ene side. Men også på gyngende grund.

For han vidste ikke, hvad han skulle i gang med. Det var tre dage siden, han vandt 5000 meteren.

Egentlig var planen, han skulle hygge sig i Helsinki og følge de sidste konkurrencer og ikke mindst udveksle historier og træningsteorier med konkurrenterne.

Men så fik Emil Zatopek en idé. Han kunne også løbe sit første maraton nogensinde i stedet for at smide benene op.

Derfor havde han om morgenen på legenes sidste dag arbejdet med at løbe langsomt. Holde tempoet nede, så han ikke strøg afsted med et tempo som på en 10.000 meter, når nu han skulle ud på distancer, han aldrig havde været.

Ud i ukendt territorium.

Er du sikker på, det ikke er for hurtigt?

Emil Zatopek til sin konkurrent

Men det var svært. Igen og igen kom han til at løbe for hurtigt. Han ville gerne ned på omgangstider på 83 sekunder for de 400 meter. Det passende tempo, mente han. Men igen og igen løb han dem for hurtigt.

Da starten gik, fik han endelig fornemmelsen for tempoet. Tre en halv omgang skulle feltet løbe på stadion, før turen gik ud mod vendepunktet i Mätäkivi.

Feltet løb dog hurtigere fra start, end maraton-novicen Zatopek havde forventet. Og ingen løb hurtigere end verdensrekordholderen Jim Peters, der hurtigt tog fronten og efter 5 kilometer havde briten et forspring på 19 sekunder.

Efter 15 kilometer kom svenskeren Jansson op til briten i front, og kort efter gjorde Zatopek duoen selskab.

Sludrechatollet

Og som tjekken havde for vane begyndte han at snakke. Spørgende. Fordi han ikke vidste, hvad han havde givet sig i kast med. Og fordi han aldrig selv kunne finde på at holde ting hemmeligt.

Og fordi samtalen bare faldt ham naturligt. Seks sprog kunne han. Og han brugte dem flittigt. Også midt i konkurrencerne.

Emil Zatopek (th) sammen med konkurrenten, rivalen og vennen Alain Mimoun. Tjekken elskede at have et godt og nært forhold til sine konkurrenter.

For ham var atletikken et broderskab. Man konkurrerede mod sig selv. Og det gjorde man bedst ved det bedst mulige modspil.

- Er det for hurtigt, spurgte han manden, der samme år havde sat verdensrekorden. Med tanke på trioens tempo.

Jim Peters havde svært ved at skjule sin irritation. Ikke bare hang Zatopek på, han havde også overskuddet til at tale.

- Nej, det skal være sådan, lød det irritable svar fra Peters.

- Er du sikker på, det ikke er for hurtigt, kom det igen fra Zatopek. Tjekken forsøgte virkelig at forstå.

- Faktisk, så er det for langsomt, lød svaret denne gang fra briten for at drille den tjekkiske Spørge-Jørgen. Derefter skiftede Peters side på vejen for ikke at skulle konversere yderligere med tjekken.

Væk fra de evindelige spørgsmål. I stedet frem mod et forsvar af guldet.

Og selvom Zatopek var venligheden selv, kunne han se et svaghedstegn, når det viste sig.

Tjekken skruede op for farten. Rykkede stille og roligt i sin sædvanlige løbestil, der var alt andet end graciøs. Han sloges videre mod den fiktive blæksprutte på de finske landeveje. Med en løkke om halsen.

Men selv havde Zatopek ikke andet end hovedrysten til overs for den slags beskrivelser.

- Atletik er ikke skøjteløb. Det er ikke nødvendigt at smile og gøre et godt indtryk på dommerne.

Som en kulvogn efter lokomotivet

På landevejene udenfor Helsinki viste Zatopek endnu en gang, at fart og langdistanceløb ikke er en skønhedskonkurrence.

Langsomt men sikkert efterlod han Jim Peters – verdensrekordholderen – i sit kølvand. Kun svenske Jansson fulgte trop ved vendepunktet. Som en kulvogn koblet på et damplokomotiv.

Men nu begyndte Zatopek for alvor at træde ud på ukendte veje. Han havde aldrig løbet så langt i en konkurrence.

Og han havde lige så langt tilbage til målstregen.

Hans mund var tør. Hans fødder værkede i de nye løbesko, han ellers havde forsøgt at blødgøre i kogende svinefedt om morgenen. Lige lidt hjalp det.

Føddernes gniden mod det nye læder blev til vabler. Vablerne blev igen til væskende sår.

Efter 25 kilometer på en lille stigning af den slags, der næppe registreres i en bil, men som langsomt knuger saften og kraften ud af dig i løb, holdt Zatopek farten. Insisterede på ikke at gå ned i tempo. På toppen kunne han registrere, at Jansson faldt af. Afsporet. Fra lokomotivet.

Prøvelsen var nu en anden. Han havde aldrig løbet distancen før. Nu skulle han i mål alene. Uden en erfaren maratonløber ved sin side, som han kunne læne sig op af. Uden erfaring.

Hvis du vil nyde noget, så løb 100 meter. Hvis du vil opleve noget, så løb en maraton

Emil Zatopek

Løb med dødsmaske

Zatopek turde ikke slappe af. Turde kun fortsætte så hurtigt, det var muligt.

I mål fortalte tjekken, at han havde følt sig forfærdelig træt fra 30 kilometer-mærket.

Ved 35 kilometer var han mere end et minut foran nærmeste konkurrent.

Selv er Zatopek en mærket mand. Han har rullet sin trøje op, så den nærmest lignede en bikini-top.

Film fra løbet viser en mand, der er løbet forbi det kendte. Ind i en verden, der ikke længere deles med rækkerne af publikum langs ruten. Hans ansigt er ikke længere i den vanlige lidende stil. Der er kommet en ro over det. Men ikke den afslappende ro. Mere en slags trance. Som en dødsmaske.

Mens benene fortsat åd asfalten og skubbede tjekken længere og længere ud mod grænsen.

Han var der. Og han var der alligevel ikke. Zatopek bevægede sig i en anden dimension.

- Hvis du vil nyde noget, så løb 100 meter. Hvis du vil opleve noget, så løb en maraton, siger tjekken sidenhen.

På vejen ind mod stadion befandt han sig i sin helt egen verden.

Med to kilometer tilbage var hans forspring på to minutter. Han kunne se skålen med den olympiske flamme på stadion i horisonten.

Jeg var ked af, det allerede tilhørte fortiden. Som når en mand læser en bog og vender den sidste side. Det er slut og kan ikke ske igen.

Emil Zatopek

Værkende bentøj

Det var med ben, der gjorde ondt helt op til de vigende hårrødder, at Zatopek løb de sidste kilometer.

Ben, der var så ømme, at han dagen efter måtte gå baglæns ned ad trapperne, fordi hans lægge og lår var for smadrede.

På stadion eksploderede de 70.000 på tribunerne.

’Za-to-pek! Za-to-pek!’ eller som finnerne kaldte ham ’Saku-Pekka'.

Opildnet af tilråbene og målstregen, der kom nærmere skridt for skridt, overvejede han at spurte i mål.

- Mine ben ville ikke lystre. Jeg forsøgte at holde balancen, og begyndte at smile, så ingen kunne se, hvor træt jeg var.

Den smilende Emil Zatopek krydser målstregen efter de 42,2 km og henter dermed sin tredje guldmedalje ved OL i Helsinki

2 timer. 23 minutter og 3,2 sekunder var Emil Zatopek om sit første maraton nogensinde. En ny olympisk rekord.

Tjekken havde ikke bare smadret feltet og var mere end to et halvt minut foran sølvvinderen Gorno fra Argentina. Lokomotivet havde i den grad trukket feltet med sig. Ansporet konkurrenterne til at yde over evne.

De første ni løbere i mål var hurtigere end den tidligere olympiske rekord. De første 15 satte personlig rekord. De 20 første havde vundet guld i London fire år tidligere, hvis de havde løbet samme tid.

Men ingen af dem var verdensrekordholderen Jim Peters. Målstregen kom aldrig i britens synsfelt. Han var kollapset med kramper i krop og ben, efter at Zatopek havde øget farten.

Bedriften vil altid bestå

Tilbage stod han på stadion i Helsinki. Med en bedrift så enestående, at den aldrig er blevet slået og nok aldrig bliver det.

Den første og eneste mand, der har taget sig af guldet i de tre længste distancer ved et OL.

'Det Tjekkiske Lokomotiv' kørte på skinner, der løb forbi hans nutid og langt ind i fremtiden.

Men midt i jublen var den karismatiske tjekke også fanget i den melankoli, der er en følgesvend, når man har præsteret det enestående.

- Jeg var ked af, det allerede tilhørte fortiden. Som når en mand læser en bog og vender den sidste side. Det er slut og kan ikke ske igen.