Atletik

Vild afslutning på DM-finale - sølvvinder brækker kravebenet

Søndag blev der i Odense uddelt medaljer, da der blev afholdt DM i atletik. Løber Nick Jensen fik en kedelig afslutning.

På podiet var der plads til tre medaljevindere. Men det endte med, der kun stod to.

Afslutningen på herrernes 1500-meterfinale blev nemlig meget dramatisk. Værst gik det udover Nick Jensen, der kom galt afsted med sit højre kraveben.

Hudafskrabningen på Nick Jensens højre skulder var tydelig.

Få meter før målstregen kæmpede ham og Andreas Lindgreen side om side, og netop som de to løbere krydsede den hvide linje, faldt Nick Jensen og landede skævt. Sekundet forinden fik han overbalance, og det resulterede altså i en grim skæbne for Nick Jensen, der efterfølgende blev fragtet på skadestuen.

Den kommunikationsansvarlige for Dansk Atletik, Christian Jørn, oplyser til TV 2 SPORT, at Nick Jensen har brækket sit kraveben efter uheldet.

Dermed er det også et farvel til hans deltagelse i et indendørsstævne i Skive den kommende uge, selvom han kan lune sig lidt på, at han vandt sølv. Guldet gik til Andreas Lindgreen efter et gennemtjek på et målfoto.

Se episoden i toppen af artiklen.

Nick Jensen får overbalance.
Andreas Lindgreen var hurtigt over for at tjekke op på hans modstanders tilstand.

Glad vinder

Med sejren kvalificerede Andreas Lindgreen sig til EM som ny DM-vinder i 1500-meterløb efter en tid på 3:50:50.

- Det betyder rigtig meget, og det er en stor forløsning. Det er et stærkt felt i år, og man skal virkelig ramme dagen for at vinde med så mange gode løbere. Så jeg er rigtig glad og tilfreds, lød det fra guldvinderen.

Selvom der var plads til tre på podiet, var der kun to at finde.