Atletik

Dansk sprinter spæner i EM-finale på 60 meter

Kojo Musah er med, når der lørdag aften skal løbes om medaljer på 60 meter ved EM indendørs.

Sprinteren Kojo Musah løb sig lørdag i finalen på 60 meter ved EM indendørs atletik i polske Torun.

Danskeren blev nummer to i sin semifinale i tiden 6,63 sekunder og blev dermed kun slået af britiske Andrew Robertson, der var fire hundrededele hurtigere.

Forinden havde Musah vundet sit indledende heat.

Musah er taget til EM i storform. Det beviste han, da han 20. februar forbedrede den danske rekord til tiden 6,61 sekunder ved inde-DM, som han vandt.

Sæsonens største mål er sommerlegene i Tokyo.

Musah drømmer om at blive den første danske mand til start på 100 meter ved et OL, siden Leo Jørgensen i 1928 stillede op i disciplinen.

1. december droppede Musah et job som pædagogmedhjælper i en vuggestue og blev fuldtidsatlet. Siden har han oplevet en markant fremgang.

- Jo hurtigere man løber, jo hårdere bliver konkurrencen, og da 90 procent af dem, der har mit niveau eller er hurtigere, alle er fuldtidsprofessionelle, er det meget svært at hamle op med dem, hvis jeg ikke selv tager det skridt, sagde han til Ritzau før EM.

Det direkte OL-krav på 100 meter er 10,05 sekunder, hvilket kan lyde svært, når Musahs hidtil bedste er 10,29. Der er dog også mulighed for at kvalificere sig via et ranglistesystem, og det kan blive hans vej til Tokyo.

I første omgang gælder det dog finalen på 60 meter ved EM. Den løbes klokken 20.58.