Atletik

19-årig slår 41 år gammel dansk løberekord

Tazana Kamanga-Dyrbak har formået at slå den danske 200-meter-rekord, selvom hans form ikke er toppet endnu.

I 41 år har Jens Smedegaard haft den danske rekord i 200-meter-løb.

Men søndag måtte han abdicere fra tronen, da sprinteren Tazana Kamanga-Dyrbak fra Sparta Atletik løb 200 meter i tiden 20,48 sekunder ved et stævne i Zambia. Det skriver Dansk Atletik i en pressemeddelelse.

Det er en forbedring på 0,04 sekunder i forhold til rekorden, som Jens Smedegaard satte tilbage i 1979.

- Fordi den er så gammel, gør det det bare endnu mere specielt at slå rekorden, som vi har arbejdet så hårdt for hele sæsonen.

- Jeg var bare rigtig glad - selvom jeg havde forventet, at jeg godt kunne slå den, er det noget andet, når det sker, siger den hurtige dansker til TV 2 SPORT.

Tazana Kamanga-Dyrbak er bare 19 år gammel, og derfor er søndagens tid også rekord på U20- og U23-niveau.

Måtte vente på printeren

I det pågældende løb blev Kamanga-Dyrbak nummer tre, og derfor gik der et stykke tid, inden han fandt ud af, at han nu var indehaver af den danske rekord.

- De viser kun tiden til nummer et, så det var først, da vi ventede på, at de printede resultater, at jeg så, tiden var 20.48 - det var rigtig tæt. Jeg turde ikke rigtig tro det, inden jeg så det.

Tazana Kamanga-Dyrbak ved hold-EM

Og der er mere i vente, forsikrer den unge rekordindehaver:

- Min sæson er først lige begyndt, så jeg har stadig meget mere i tanken.

Selvom den 19-årige Sparta-løber nu er indehaver af den danske rekord på 200-meter-distancen, er der fortsat et stykke vej op til Usain Bolts verdensrekord. I 2009 løb den nu pensionerede jamaicaner de 200 meter i tiden 19,19 sekunder ved VM i Berlin.

Tazana debuterede på det danske landshold i 2019 til hold-EM. Senere samme år var han med til at sætte dansk rekord i 4x100-meter ved et Diamond League-stævne i Frankrig.