Atletik

NFL-stjerne slået i jagten på OL-deltagelse

DK Metcalf har taget imod en udfordring, så han i weekenden prøvede at løbe sig til OL i Tokyo.

Han er kendt som en enormt hurtig receiver i NFL, men er han hurtig nok til OL?

Det svarede DeKaylin Zecharius ’DK’ Metcalf delvist på, da den amerikanske fodboldspiller fra Seattle Seahawks stillede op ved en atletikkonkurrence, hvor målet var et løbe sig tættere på OL i Tokyo.

Metcalf løb den mytiske 100-meterdistance på 10.36 sekunder – og selvom det er hurtigt, så var han trods alt et stykke fra 10.05, der ville have sendt ham videre til det amerikanske Olympic Trials.

- Jeg er bare glad for at være her, og jeg er meget taknemmelighed for, at jeg har fået muligheden, siger DK Metcalf efter heatet, hvor han blev nummer ni ud af ni.

- Jeg ville gerne teste min fart ved siden af verdensklasseatleter som disse. Og der er stor forskel på den fart, der kræves her og på en fodboldbane. Det har jeg lige oplevet, tilføjer han.

DK Metcalf stillede op ved atletikstævnet Golden Games i Californien, efter det amerikanske atletikforbund havde sendt ham en åben invitation.

Det gjorde de, efter Metcalf i oktober 2020 indhentede en modstander med en imponerende sprint på over 100 yards, hvor Metcalf nåede en topfart på over 36 kilometer i timen.