Atletik

Slott forventede skældud, da hun modtog god nyhed

I sit tredje OL har Sara Slott Petersen fået æren af at være fanebærer.

Den danske løber Sara Slott Petersen kunne slet ikke tro det, da stemmen i den anden ende af røret spurgte, om hun har lyst til at bære den danske fane til åbningsceremonien ved OL i Tokyo.

Men den var god nok. Sammen med sejleren Jonas Warrer skal hun gå forrest, når det hele skydes i gang 23. juli.

- Jeg fik et opkald fra min øverste chef på en træningslejr.

- Jeg troede faktisk, jeg skulle have skældud på grund af nogle udtalelser om noget vaccine. Så det var en meget, meget glædelig besked at få, siger Sara Slott Petersen til TV 2.

Den 34-årige atlet har deltaget ved OL to gange og vandt i 2016 sølv i 400 meter hækkeløb.

Skulle rumme glæden alene

Da hun fik tilbuddet om at bære fanen, var hun på træningslejr i Portugal og havde svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle reagere.

- Jeg var meget overrasket. Det var faktisk ikke noget, jeg havde regnet med. Jeg blev selvfølgelig også utroligt glad.

- Men det var også lidt specielt at stå på en altan helt alene på en træningslejr i det sydlige Portugal og skulle rumme sådan en stor følelse og ikke måtte sige det til nogen, siger hun.

Følelserne, hun skulle rumme, var stolthed, ydmyghed og taknemmelighed, fortæller hun.

Trak stikket sidste år

Nu skal hun være fanebærer til et OL, der for et år siden så ud til at være langt væk.

Sidste år var hun nemlig tæt på at stoppe karrieren, da det stod klart, at OL i Tokyo ville blive udskudt grundet coronavirussen.

Det store spørgsmål var, om motivationen - og økonomien til forberedelsen - stadig var der, og derfor trak hun stikket i marts sidste år. Men kun for en kort periode.

- Jeg tror lige, jeg havde to dage efter udmeldingen (om OL-udskydelsen, red.), hvor jeg lige havde behov for at trække stikket, men derefter er jeg kommet tilbage til træningen og har lavet alt.

- I den proces har jeg jo truffet en beslutning om, at jeg gerne vil det her. Jeg vil gerne have, at det skal slutte med et OL, siger Sara Slott Petersen i april 2020.

Nu er hun snart igennem optakten og er klar til at prøve at forsvare sin medalje fra OL i Rio de Janeiro.