Hendes masker stjæler fokus ved OL - og det er helt efter planen
Kuglestødsfænomenet Raven Saunders har været igennem en svær periode efter sit gennembrud i 2016. Nu har hun lært at finde ro og kontrollere sig selv.
Hun trådte op på podiet, poserede et øjeblik med de to andre medaljevindere, inden hun hævede armene i vejret.
Her krydsede hun dem og dannede et ’X’.
25-årige Raven Saunders sendte et budskab til hele verdens befolkning, da hun fik overrakt den olympiske sølvmedalje i kvindernes kuglestødsdisciplin.
Amerikaneren forklarede efter medaljeoverrækkelsen, at denne gestus ”repræsenterede skæringspunktet, hvor alle mennesker, der er undertrykte, mødes.”
- Jeg vil bare være mig selv og ikke undskylde for det, sagde hun ifølge BBC.
Raven Saunders er sort, homoseksuel og har ærligt talt om sin kamp med en depression, hun tidligere har lidt af. Hun har kæmpet imod undertrykkelse og det at blive sat i bås.
Foruden succes har hun derfor haft et andet mål med sin OL-deltagelse; at sprede et særligt budskab.
- Jeg vil vise unge mennesker, at uanset hvilken boks, du prøver at passe ind i, skal du være den, du er – og acceptere det. Folk forsøgte at overtale mig til ikke at få tatoveringer og piercinger. Men se på mig nu. Jeg stråler, siger hun til AP.
Gemmer sig bag Hulk-masken
Raven Saunders har brugt netop sit udseende og udstråling til at skabe fokus på sig selv og budskabet under de olympiske lege.
Amerikaneren har farvet sit hår grønt og blåt, imens hun under kuglestødskvalifikationen bar en maske med ’Joker’-smilet, der er kendt fra DC Comics tegneserieunivers. I finalen bar hun en Hulk-maske.
Saunders forklarer, at hun kan sammenligne sig med Hulk-figuren og beskriver den som sit alter ego.
- Tidligere – ligesom ved Hulk – havde jeg svært ved at differentiere imellem de to (personligheder, red.), og jeg havde svært ved at kontrollere, hvornår Hulk kom ud – og hvornår den ikke gjorde.
I 2018 forklarede hun, at Hulken repræsenterer en kombination af vrede, aggression og magt. ”Hvis du ser Hulken, går du modsatte vej. Når jeg bliver Hulken, tager det over,” forklarede hun.
Det gav hende mentale problemer, som sendte hende helt ud på randen af afgrunden.
Overvejede at tage livet af sig selv
Den talentfulde kuglestøder har kæmpet med sit indre monster.
Hun slog igennem ved OL i Rio de Janeiro som 20-årig, hvor hun fik en femteplads.
Herefter flyttede hun til Mississippi, og ifølge Saunders selv var det her, hvor det hele ramlede sammen. Hun endte i et dybt hul.
Hun begyndte at stille sig selv spørgsmål om, hvem hun egentlig var, og hvad hun ville med sit liv. Dertil kom det pres, hun følte, der var på hende, efter hun som 20-årig var blevet nummer fem ved OL. Det trak hende ned. Til sidst kunne hun ikke klare det mere.
På ydersiden vandt hun nationale titler og deltog ved OL. På indersiden var hun tom.
- Det ramte mig fuldstændigt. Ja, jeg var klar til at tage mit liv, siger hun om perioden i starten af 2018.
Saunders sendte en sms til sin psykolog, som hun tidligere havde været i kontakt med, og hun var den eneste, der forstod hende.
Hver dag er en gave
Psykologen bad hende holde ud. Dagen efter blev hun indlagt.
- Hvis jeg ikke havde sendt den besked til en gammel psykolog, ville jeg ikke være her lige nu. Jeg blev vejet ned af alle de ting, og efter 22 år kunne jeg endelig bearbejde det. Jeg kunne endelig skille Raven fra Hulken, siger hun.
- Psykologen lærte mig, at det er okay at være stærk. Men det er også okay ikke at være stærk 100 procent af tiden. Det er okay at have brug for folk.
- Hver dag er en gave, efter jeg den dag kunne have endt mit liv, siger hun til Los Angeles Times.
Efter et længere behandlingsforløb er Saunders tilbage på sporet, og hun har fået hjælp til at kontrollere Hulken, hun stadig har i sig. Søndag brød den igennem, men hun tøjlede den og sikrede en sølvmedalje.
Mentale problemer er en del af OL
Mentale problemer har været et stort samtaleemne både før og under de olympiske lege.
Tennisspilleren Naomi Osaka droppede at tale med pressen og trak sig fra French Open. Hun fortalte i en pressemeddelelse, at hun i perioder var ramt af depression og angst.
Under de olympiske lege har stjernegymnasten Simone Biles trukket sig fra flere konkurrencer for at fokusere på sit mentale helbred. Op til OL fortalte Biles, at hun har følt et stort pres på sine skuldre. Det skyldes de store forventninger, som gymnastikfans verden over har til sportens største stjerne.
Raven Sauders benyttede opmærksomheden fra sin sølvmedalje til at sætte fokus og skabe opmærksomhed til alle dem, der som Osaka og Biles kæmper hver dag.
- Der er så mange mennesker i hele verden, som kæmper hver dag og ikke har platformen til at råbe op. Og dem er vi nødt til at repræsentere.
- Når dagen lakker mod enden, synes jeg, at jeg har gjort et ret godt stykke arbejde med at sætte fokus på dem, siger hun til Yahoo Sports.
Raven Saunders er en af omkring 180 LGBTQ+-atleter, der konkurrerer ved de olympiske lege i Tokyo. Det er cirka tre gange så mange, som der deltog ved legene i Rio de Janeiro for fem år siden.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har inden OL lempet på forbuddet mod protester ved legene, hvilket tillader atleter at ”udtrykke deres synspunkter” under pressekonferencer. Politiske demonstrationer er stadig ikke tilladt på medaljeskamlen.
Det er uklart, om Saunders får en påtale eller straf, da IOC ikke har skitseret eventuelle sanktioner.