OL Tokyo 2020

Italiener er klodens hurtigste mand

Usain Bolts efterfølger er fundet. Lamont Marcell Jacobs vandt 100–meterfinalen.

9.80.

Så få sekunder skulle Lamont Marcell Jacobs fra Italien bruge på at løbe de 100 meter i finalen.

Marcell Jacobs indtager dermed den trone, der er blevet ledig, efter at Usain Bolt har stoppet karrieren. Jamaicaneren har været regerende olympisk mester siden 2008.

Fred Kerley fra USA bliver nummer to i 9,84 sekunder, mens canadieren Andre De Grasse vinder bronze for anden gang i træk ved OL i tiden 9,89 sekunder.

Italieneren var ellers en af de langsomste ude af startblokken og måtte se Fred Kerley skaffe sig et pænt forspring.

Men da Jacobs først fik topfart i pigskoene, var han ustoppelig. Han passerede Kerley på de sidste 20 meter og kunne lade sig hylde med en æresrunde på det næsten tomme stadion i den japanske hovedstad.

Jacobs er født i USA, men stiller altså op for Italien, og er derfor den første europæiske vinder af mændenes 100-meterfinale ved OL siden briten Linford Christie i 1992.

Zharnel Hughes fra Storbritannien kunne ikke styre nerverne, og han tyvstartede. Derfor blev han udelukket af finalen.

Favoritter kom ikke videre fra semifinalen

I semifinalen var der stor dramatik. Den amerikanske guldfavorit i 100–meterløb, Trayvon Bromell, røg nemlig ud i semifinalen.

Han blev blot nummer tre i sin semifinale, og tiden 10,00 sekunder var ikke nok til at gå videre til finalen. Brommell satte ellers en tid på 9,77 sekunder tilbage i juni.

Også den jamaicanske stjerne Yohan Blake missede finalen efter en tid på 10,14 sekunder.

Bedste tid i semifinalerne blev overraskende sat af kineseren Su Bingtian. Han løb på 9,83 sekunder, der er ny asiatisk rekord.

De seneste 10 olympiske mestre

  • 2016: Usain Bolt
  • 2012: Usain Bolt
  • 2008: Usain Bolt
  • 2004: Justin Gatlin
  • 2000: Maurice Greene
  • 1996: Donovan Bailey
  • 1992: Linford Christie
  • 1988: Carl Lewis
  • 1984: Carl Lewis
  • 1980: Allan Wells