OL Tokyo 2020

Alt var kaos, da OL i maraton blev vundet på æggehvider, cognac og rottegift

Natten til søndag løbes maratonløbet ved OL i Tokyo. Den sidste atletikkonkurrence, der heldigvis ikke bliver lige så vanvittig som 1904-udgaven.

Da de 32 atleter stod ved starten på Francis Field Stadium i St. Louis den 30. august 1904, var der ingen af dem, der vidste, at de var på nippet til at begive sig ud i den mest vanvittige konkurrence i OL-historien.

En fuldstændig bizar udgave af et maratonløb, der blev præget af vilde hunde, et postbud fra Cuba, cognac og rottegift, og som nær kostede flere af atleterne livet, og hvor en svindler var tæt på at få guldet hængt om halsen.

OL i St. Louis i 1904 var alt andet end et OL, som vi kender det i dag. Maratonløbet under legene virker mest af alt som en røverhistorie af dimensioner, men står tilbage den mærkværdigste konkurrence nogensinde.

Truede sig til værtsskab

I sig selv var det mærkværdigt, at den tredje udgave af de moderne Olympiske Lege havnede i en undseelig by i Midtvesten.

De to første udgaver havde i den grad mere schwung over sig. I 1896 havde Pierre de Coubertin – de moderne leges fader – trukket trådene tilbage til antikken og koblet den moderne sport med den klassiske, da han genoplivede spektaklet i Athen.

Fire år senere var det Paris – Byernes By – med de evige og elegante boulevarder, der lagde idrætsanlæg til kappestridene mellem atleter fra hele verden.

I 1904 var det planen at legene for første gang skulle forlade Europa og afholdes i Chicago, en vibrerende storby i den nye verden. Men i stedet havnede legene i den mere søvnige udgave i St. Louis.

Hvorfor? Simpelthen fordi St. Louis allerede havde gang i et stor event i 1904. Byen havde nemlig besluttet sig for at holde en verdensudstilling, og der havde man ikke lyst til konkurrence om interessen fra et OL i Chicago små 400 kilometer væk.

Derfor truede folkene bag verdensudstillingen IOC og arrangørerne i Chicago med, at man ville lave et sportevent i forbindelse med udstillingen i St. Louis, der ville overgå legene i storbyen.

Pierre de Coubertin ønskede ikke, at hans tiltag i sporten skulle spille andenviolin, så han efterkom kravene og flyttede legene fra storbyens glimmer og glitter til det støvede, søvnige og - lad os være ærlige - mere bondske Midtvesten.

Ikke at det skabte de store overskrifter, for interessen for legene i 1904 var mildt sagt temmelig begrænset.

Kun 12 nationer stillede med atleter. Og selv det siger ikke alverden. Mere reelt er det vel at se på antallet af atleter, hvor USA med 562 deltagere nærmest gjorde legene til et nordamerikansk mesterskab; Canada havde 56 atleter med – og så kom der 62 derudover.

Det kunne også aflæses på medaljelisten, hvor amerikanerne vandt 234 af de 278 medaljer, der blev kæmpet om.

Og at det var andre og mærkværdige tider i 1904-udgaven af legene, vidner tidsrammen om: Legene åbnede den 1. juli 1904 og blev afsluttet den 23. november, et OL der altså varede mere end fire måneder.

Men alt det er en anden historie end historien om det bizarre maratonløb - det ultimative og den mest ikoniske distance.

Maraton uden vand

Den 30. august stod 32 atleter klar. De skulle ud på en udgave på 40 kilometer, da man endnu ikke havde besluttet sig for de 42,195 kilometer som en universel maratondistance.

De stod klar midt i den værste eftermiddagshede klokken 15 i 32 graders fugtig varme, og forude lå en rute gennem bakkede forstæder på ekstremt støvede grusveje. Ikke noget med at tage hensyn til deltagernes ve og vel. Nej, det handlede om at kæmpe sig igennem mod alle odds.

Og nærmest uden vand!

James E. Sullivan, leder af organisationskomitéen i St. Louis, havde nemlig besluttet sig for, at maratonløbet i St. Louis var det helt rette sted at undersøge, hvad der ville ske med mennesket, hvis det blev udsat for det, han kaldte "purposeful dehydration"– formålstjenestelig dehydrering.

Med andre ord valgte James E. Sullivan, at der udelukkende skulle være to vandposter undervejs på de 40 kilometer – efter 9,5 og 19 kilometer; altså ingen vand den sidste halvdel af løbet til deltagerne.

I vore dage kan det nok ikke komme som den store overraskelse, at resultatet blev, at maratonløbet i St. Louis står tilbage som det olympiske maraton med den laveste procentdel løbere i mål – 14 ud af de 32 – samt en vindertid, der var mere end en halv time langsommere end vindertiden i Paris fire år forinden. Og alle tiders langsomste for en guldvinder: 3 timer, 28 minutter og 45 sekunder.

Men det er at foregribe begivenhederne, for galskaben var stort set ikke begyndt endnu.

Eller det vil sige, det var tydeligt ved starten, at det her var et maratonløb ud over det sædvanlige. For ud over de trænede langdistanceløbere i deres atletiske outfit anno 1904, så stod der også andre iøjefaldende typer klar til at begive sig ud på de 40 kilometer i heden.

Mest af alt fordi der hverken var kvalifikation eller tilmelding til konkurrencen. Man kunne bare dukke op.

Mistede sine penge

En af dem, der pludselig stod og gjorde sig klar til udfordringen, var postbuddet fra Cuba Felix Carvajal.

Carvajal havde valgt at løbe på tværs af hele den langstrakte ø – cirka 1200 kilometer – for at samle penge ind til OL-deltagelsen.

Missionen lykkedes, og Carvajal hoppede på båden til USA og landede i havnebyen New Orleans. Men her fandt lokale gamblere hurtigt ud af, der rendte en naiv cubaner rundt med penge på lommen. Og før Carvajal næsten havde sat sin fod på amerikansk grund – og i hvert fald før, han havde sat kursen mod St. Louis – havde han tabt alle sine penge i et terningespil.

Derfor ankom Carvajal til St. Louis for at prøve sine kræfter af i maratonløbet efter at have tomlet sig vej fra Louisiana i Syden til Midtvesten – altså når han ikke lige snød sig om bord på godstogene – eller løb naturligvis; man var vel langdistanceløber.

Nu stod han ved starten iført almindelige klæder: læderspadserestøvler, baret, langærmet skjorte og lange bukser. Eller det vil sige, de var lange, men en konkurrent fik fat i en saks og fik klippet bukserne af ved knæene, så Carvajal kunne bevæge sig mere frit.

Første afrikanere

Måske endnu mere påfaldende ved starten var de to sorte sydafrikanere fra Tswana-stammen. Faktisk var de to uden at vide det historieskrivere, for de var de to første sorte deltagere ved et OL.

Len Tau og Jan Mashiani hed de to sydafrikanere, der egentlig var i St. Louis for at deltage i verdensudstillingen i et element, der handlede om boerkrigen. Begge var de veteraner fra krigen mellem briterne og boerne - en strid der handlede om hvilket hvidt herredømme, de skulle være underlagt. Nu stod de klar til de 40 kilometer uden fodtøj, fo, hvor de kom fra, var den slags var forbeholdt den hvide mand, så derfor blev udfordringen klaret barfodet.

Faktisk var de to afrikanere rigtigt godt løbende, og Len Tau kom i mål på en niendeplads. En placering, der sagtens kunne have været bedre, hvis det ikke lige var, fordi at den barfodede afrikaner på et tidspunkt blev jaget væk fra ruten af et kobbel aggressive vilde hunde.

For Carvajals vedkommende var det ikke hunde, der blev hans skæbne - i stedet blev det æbler.

De manglende likvide midler betød, at da han på et tidspunkt på ruten kom forbi en æblehave, plankede han den over hegnet og stillede sin sult i frugten. Problemet var bare, at nogle af frugterne var umodne mens andre var rådne.

Resultatet blev mavekramper, og løsningen blev, at Carvajal valgte at lægge sig ned og tage sig en lur for at komme til hægterne igen.

Og til hægterne kom han: Cubaneren endte med at komme i mål på en imponerende fjerdeplads.

Kastede blod op

Flere af løberne kom dog aldrig til hægterne igen. De manglende muligheder for væskeindtag betød voldsomme krampeanfald, der fik løberne til at trække sig.

Endnu værre var dog skæbnen for William Garcia, en amerikaner fra Californien.

Den støvede rute var ikke afskåret fra trafik, og der var masser af biler med officials, trænere og medhjælpere, der kørte frem og tilbage på ruten og hvirvlede masser af støv op, som løberne måtte stride sig igennem. Men derudover var der også en øvrige trafik; lastbiler der drønede afsted og hesteryttere.

Støven lå som en tung dyne, og løberne indåndede store mængder undervejs. For Garcias vedkommende var det ved at koste ham livet.

En forbipasserende i bil fandt Garcia liggende ved vejsiden, hvor han kastede blod op. Støvet havde sat sig i hans spiserør og havde bevæget sig ned i maven, hvor det havde skåret hul på mavesækken. Resultatet var indre blødninger.

Garcia røg direkte på hospitalet.

Det var også en forbipasserende, der var ved at få afgørende indflydelse på afgørelsen af maratonløbet.

Fred Lorz, en murer fra New York, stillede til start i St. Louis, fordi han havde vundet deltagelse ved at komme først i et 10-kilometerløb i Queens.

Den distance brød han i St. Louis, men ved 12 kilometer var kramperne for voldsomme. Lorz kunne og ville ikke mere. I stedet prajede han en forbipasserende bil og fik et lift tilbage mod stadion.

Det varme vejr var dog mere, end bilen kunne klare, og den overophedede motor måtte ind til siden for at få pusten. For Lorz’ vedkommende havde bilturen dog hjulpet ganske gevaldigt på de fysiske genvordigheder, og da der kun var små 9 kilometer til mållinjen tænkte Lorz, at han lige så godt kunne løbe til stadion.

På vejen overhalede Lorz den førende Thomas Hicks, der sejlede mod mål - fanget et sted mellem udmattelse og forgiftning.

Dødsensfarlig cocktail

Hicks var nemlig i den grad dehydreret. Men hans stab ville udelukkende vaske hans mund med lunken destilleret vand. Ikke noget med at drikke her.

I stedet, da Hicks begyndte at have problemer med at holde sig på benene og truede med at lægge sig ned, kom hans stab til undsætning med en voldsom cocktail.

Et par æggehvider tilsat rottegift – stryknin – og så skyllet ned med cognac.

I 1904 var der ingen regler med præstationsfremmende midler, og stryknin i mikroskopiske mængder kan nærmest anses som en form for superkoffein. Stryknin i lidt mere end mikroskopiske mængder kan slå ihjel.

Sandheden er nok, at det var mere på fingerspidsfornemmelse end på videnskabelige fakta, at Hicks fik den rette mængde rottegift i jagten på guldet og ikke endte med at miste livet i jagten på triumfen.

Hicks blev mere og mere askegrå i hovedet på vej mod målet. Armene hang som tunge vægte ned langs siden. Benene nærmest slæbte sig langs de støvede veje.

Bedrager tæt på guldet

Lorz derimod havde fart på og ramte som den første stadion og løb hele vejen over målstregen.

Publikum rejste sig og begyndte at synge og juble – en amerikaner vandt.

Præsident Theodor Roosevelts datter, Alice, skulle lige til at placere guldmedaljen over hovedet på Lorz, da der blev råbt fra publikum, at den formodede vinder var alt andet end det, men i stedet en simpel bedrager der havde gennemført mere end 17 kilometer af distancen på passagersædet af en bil.

Selv forklarede Lorz, at det hele bare var en joke, men hammeren faldt. Lorz blev naturligt nok diskvalificeret – og fik livstidskarantæne. Der så igen kort efter blev ophævet. Men før det måtte han forlade Franklin Field Stadium, udskammet af tilskuernes buhråb.

Da Hicks ude på ruten fik at vide, at Lorz ikke havde vundet, fik han om ikke nye kræfter så dog mere æggehvide, stryknin og cognac - og var så langt væk af udmattelse og i en strykninrus, at han troede, der var 30 kilometer til mål i stedet for 3 kilometer .

Til sidst måtte et par hjælpere støtte den askegrå Hicks, mens de næsten bar ham over målstregen med benene slæbende efter sig langs jorden; heller ikke noget man gjorde et stort væsen ud af, at en atlet ikke krydsede målstregen ved udelukkende egen hjælp.

Med sejren hjemme kollapsede Hicks, og fire læger måtte arbejde på manden i mere end en time, før han kunne rejse sig igen.

- Aldrig nogensinde i mit liv har jeg løbet så hård en rute, var ordene fra vinderen, da han havde sundet sig efter sejren i det mest bizarre maratonløb i OL-historien.

Troede ikke på løbets fremtid

Så bizart, at det ikke kun er med eftertidens briller, at man kan ryste på hovedet af et løb, der virkede som et freakshow. Allerede dengang var der kritiske røster fremme efter den alt andet end skønne forestilling. Og det var James E. Sullivan af alle – manden med de begrænsede vandposter på ruten – der troede, løbet var dødvægt i OL-sammenhæng.

- Jeg tror ikke, maratonløbet vil være på programmet fremover, sagde Sullivan til de lokale aviser efter løbet.

- Det er at forlange for meget af den menneskelige udholdenhed. Det er en stor lettelse for mig, at løbet er overstået.

Sullivan fik ikke ret: Maratonløbet står stadig som en næsten mytisk disciplin ved OL, og når de danske maratonløbere Abdi Ulad og Thijs Nijhuis i nat prøver kræfter med distancen, så er det uden rådne æbler, rottegift og cognac.