Atletik

Ida Karstoft tager stor beslutning

Sprinteren Ida Karstoft har valgt at droppe indendørssæsonen, da hun har smerter i akillessenen.

Den danske sprinter Ida Karstoft kommer ikke til at konkurrere i indendørssæsonen. Det oplyser hun i et opslag på Instagram.

Det er bøvl med akillessenen, der får den danske atletikudøver til at træffe beslutningen.

- Jeg havde set frem til at skulle deltage i konkurrencer rundt omkring i Europa og løbe indendørs-EM, men min akillessene har det ikke godt nok til, at jeg tør løbe den risiko, skriver hun i opslaget.

- Jeg har løbet, og jeg føler mig hurtig, men min akillessene har det ikke godt før og dagene efter et løb. Jeg kunne sikkert godt gennemføre indendørssæsonen, men en ting er sikkert: Min akillessene får det ikke bedre, hvis jeg fortsætter med at løbe.

Derfor tager hun beslutningen ud fra et større perspektiv.

- Mine øjne er rettet mod udendørssæsonen, VM og at få den bedste forberedelse til 2024.

- Det har ikke været en nem beslutning, men jeg er sikker på, at det er den rigtige, lyder det fra Karstoft.

Hun satte nye rekorder på både 100 og 200 meter i 2022, og hun vandt bronze ved EM på 200 meter.