Badminton

Afsløring: Boe og Mogensen tilbage for Danmark

Herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen ligger for tiden i en konflikt med Badminton Danmark sammen med tre andre spillere, Joachim Fischer, Kamilla Rytter Juel og Christinna Pedersen, på grund af en bitter sponsorstrid. Den strid førte til, at de fem spillere blev sat af landsholdet til Surdiman Cup og bortvist fra landsholdets træning i Brøndby.

Men TV 2 SPORT erfarer i dag, at OL-sølvvinderne Boe og Mogensen er med på landsholdet, når der til juni er European Games, det europæiske OL. Udtagelsen skal dog i først omgang ikke tolkes som om, at konflikten er løst mellem parterne.

- Vi vil bare gerne spille det, så det hørte vi om vi måtte, og det fik vi lov til, siger Mathias Boe.

TV 2 SPORT har ikke kunnet få en kommentar fra nogen af parterne i sagen. Sponsorstriden bunder i, at de fem spillere er sponsoreret af småkagefirmaet Kelsen, mens Badminton Danmark har indgået et sponsorat med Kelsens konkurrent Danisa.

Det logo nægtede de fem spillere at spille med, og derfor blev de sat af holdet. I starten af denne uge blev det meldt ud, at parterne er gået i dialog om en løsning, og med Boe og Mogensen til European Games, kan der måske snart være en løsning på vej.

European Games, det europæiske OL, bliver afholdt fra d. 12. til 28. juni, og det er første gang at stævnet skal holdes.