Badminton

Småkage-konflikt: Dansk stjerne nægter at spille med makker

Se badmintonekspert Jim Laugesens vurdering af sagen i videoen

Bedst som man troede, der var fundet en løsning på småkage-konflikten i dansk badminton, er den blusset op igen.

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger nægter Kamilla Rytter Juhl nemlig at spille mixdouble med sin normale makker Mads Kolding, da sidstnævnte er sponseret af småkage-firmaet Danisa, mens hun selv har en aftale med konkurrenten Kjeldsen Cookies.

Badminton Danmark indgik tidligere på året en sponsoraftale med Danisa, hvilket skabte problemer, da Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Joachim Fischer, Mathias Boe og Carsten Mogensen har individuelle sponsoraftaler med Danisas konkurrent Kjeldsen Cookies. Konflikten eskalerede, da de fem blev smidt af landsholdet.

Siden blev der indgået en aftale mellem de to parter, som sørgede for, at spillerne igen kan repræsentere Danmark ved turneringer som VM og OL. Men der er tilsyneladende ikke helt harmoni blandt Danmarks bedste spillere, da Kamilla Rytter Juhl ikke vil spille mixeddouble med Mads Kolding i Super Series-turneringen i Australien i denne uge, da makkeren har et sponsorat af kage-konkurrenten.

TV 2 SPORT konfronterede i sidste uge Kamilla Rytter Juhl med historien, men dengang benægtede hun, at den skulle have noget på sig. Mandag trak de to sig dog fra turneringen i Australien, og grunden er altså ifølge TV 2 SPORT's oplysninger, at Mads Kolding har Danisa som trøjesponsor.

TV 2 SPORT har uden held forsøgt at få en kommentar fra både Mads Kolding, Kamilla Rytter Juhl og forbundets sportschef Finn Trærup.