Badminton-ekspert: Dansk guld på vej

Der er dansk guld på vej i badmintonarenen ved European Games. Og ikke kun fra storfavoritterne Mathias Boe og Carsten Mogensen i herredouble.

Det mener TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

Han mener, at både Line Kjærsfeldt i damesingle og mixed doublen med Sara Thygesen og Niclas Nørh kan tage guldmedaljer.

- Line Kjærsfeldt, hun styrer mod guldet, siger Jim Laugesen

- Hun har vist godt spil, og har hele tiden været favorit til at gå i finalen. Line er seedet to, og konkurrenten er seedet tre, siger Jim Laugesen om Line Kjærsfeldts semifinalemodstander Petya Nedelcheva fra Bulgarien.

- Det er en spiller hun har slået før, og med det spil, hun har vist her, så burde hun også slå hende. Det kræver dog, at hun har styr på nerverne.

Semifinalen spilles lørdag morgen klokken 7.00

Sammen med Line Kjærsfeldt er også mixed doublen med Sara Thygesen og Niclas Nøhr godt kørende, og deres guldchancer er efterhånden temmelig høj, vurderer Jim Laugesen

- Den er steget væsentligt til guld, efter det topseedede par fra Rusland er røget ud, som favoritter, siger han.

- De kan gå hele vejen, hvis de holder niveau – deres topniveau – så kan de tage guld, vurderer han.

Sara Thygesen og Niclas Nøhr spiller semifinale mod Kira Kattenneck og Raphael Beck fra Tyskland lørdag formiddag klokken 10.

Du kan se begge semifinaler på TV 2 SPORT fra klokken 06.55.