European Games

Ekspert: Oddsene peger på tre danske guldmedaljer

Danmark kan for alvor tage et skridt op ad medaljestigen ved European Games.

Danmark er søndag repræsenteret i hele tre finaler i badminton – og ikke nok med det – danskerne har også en reel mulighed for, at hive alle tre guldmedaljer hjem. Det vurderer TV2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

Første kamp i finalerækken er herresingle, hvor Emil Holst skal i kamp mod spanske Pablo Abian, der er seedet som nummer tre i turneringen i modsætning til Emil Holst, der er seedet som nummer otte.  

På trods af, at spanieren på papiret er favorit, så spår Jim Laugensen den danske singlespiller til at stå stærkest.

- Emil møder turneringens næstbedste spiller, men må betegnes som svag favorit grundet sit gode spil i turneringen. Der er dog ét men: det er en finale, og der er mange aspekter der følger med. Det er her, han skal bevise, for sig selv ikke mindst, at hans bundniveau er blevet højere.

- Spanieren kommer til at kæmpe som en tyr. Det skal dog siges, at Emils høje tekniske niveau kan gøre en kæmpe forskel.

Dernæst skal Line Kjærsfeldt i aktion mod belgiske Lianne tan. Line har været godt spillende under turneringen, og derfor står hun også som klar favorit til at snuppe guldet.

- Line er klar favorit. Det kræver dog hun fortsætter det spil hun har vist indtil nu, og ikke mindst fortsætter hendes mentale overskud.

- Belgieren er hvad, man i badmintonterminologi kan kalde en støver. Det vil sige en, der skyder bolden over mange gange uden at have de store våben, siger badmintoneksperten.

Sidste finaledyst står mellem det danske mixed doublepar med Sara Thygesen og Niclas Nøhr og franske Audrey Fontaine og Gaetan Mittelheisser. Danskerne er seedet nummer tre, og franskmændene nummer fire.

- Hvis der skal være guld i mixed double, så skal der spilles klassisk mixed. De to franske spillere er fysisk stærke og kan godt lide et ”vilde vesten-spil”. Det vil sige, at de skyder hårdt på alt uden den store omtanke.

Ifølge turneringsplanen spiller Emil Holst kl.09.00, Line Kjærsfeldt spiller kl.10.00 og mixed double finalen spilles kl.11.00.

Slutteligt vurderer badmintoneksperten Jim Laugesen at oddsene peger i retningen af tre guldmedaljer til Danmark – men det bliver ikke uden hård kamp.

Du kan se alle tre badmintonfinaler direkte på TV2 SPORT fra kl.08.55.