Verdens nummer to risikerer fængsel på grund af gambling

Viktor Axelsens banemand fra finalen ved India Open kan misse sommerens OL-slutrunde og risikere fængselsstraf.

Husk, at du kan se Malaysia Open direkte på TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY fra torsdag klokken 11.

Viktor Axelsen kan muligvis undgå at rende ind i sin onde ånd ved sommerens OL-slutrunde.

Verdens nummer to Kento Momota, som i søndags slog Viktor Axelsen overbevisende ved finalen i India Open, kan meget vel blive udelukket. På grund af noget uden for banen.

21-årige Momota har nemlig indrømmet, at han har deltaget i gambling på et ulovligt casino sammen med flere andre holdkammerater.

Det sker efter casionet blev ransaget af det japanske politi. Da gambling er ulovligt i Japan, hænger Momotas OL-deltagelse nu i en tynd tråd.

Den mulige udelukkelse af Kento Momota til OL er også noget, der ryster TV 2 SPORT's badmintonekspert, Jim Laugesen.

- Det er en badmintonverden i chok. Det er et meget ungt talent og en kæmpe stjerne i badminton. Så det er rystende.

- Han er en potentiel OL-guldvinder. Vi har som dansker desværre set, hvor god han har været. Han er badmintons fremtid, og han er en af dem, som man siger, der skal tage over efter verdensstjerner som Lin Dan, Lee Chong Wei og Chen Long, siger Laugesen til TV 2 SPORT.

Ifølge den japanske avis The Mainichi udtaler generalsekretæren i det japanske badmintonforbund, Kinji Zeniya, at hvis beskyldningerne mod Momota er sande, bliver det umuligt for ham at spille med til den kommende OL-slutrunde i Rio.

BREAKING NEWS - Kento Momota - 桃田賢斗's participation in Rio maybe under threat after an article in the newspaper Sankei...

Posted by BADZINE on Wednesday, April 6, 2016

Det er dog ikke kun et misset OL, som japaneren kan risikere. Han kan nemlig få en bøde på 500.000 yen (cirka 30.000 kroner red.). Desuden kan han få op til tre års fængsel, hvis han bliver straffet flere gange.

Casino-sagen kommer dagen efter, at Kento Momota på besynderlig vis trak sig fra Malaysia Open, selv om han vandt sin kamp i første runde. Efterfølgende viste det sig, at han blev tvunget til at tage et fly til Japan for at forholde sig til sagen.