Hans-Kongelige Vittinghus: Alt sortner for mig efter matchbolden
I nogle få sekunder kunne Hans-Kristian Vittinghus ikke huske, hvordan han afgjorde Thomas Cup-finalen mod Indonesien.
Ved stillingen 19-7 i andet sæt gik Hans-Kristian Vittinghus rundt på en badmintonbane i Kina med store planer.
Han følte sig så sikker på, at han nok skulle vinde den femte og afgørende kamp mod Indonesien, at han rent faktisk brugte tid og energi på at tænke over, hvordan han skulle juble, når sejren kom i hus - men to bolde senere gik alt i sort.
- Da jeg så vinder på 20-7, der sortner alt for mig. Jeg kunne oprigtigt talt ikke huske, hvordan jeg havde vundet matchbolden, før jeg ser den på video efterfølgende, sagde en glad Hans-Kristian Vittinghus til TV 2 SPORT i lufthavnen.
- De første 30 sekunder derefter, der aner jeg ikke, hvad der sker. Så alt hvad jeg havde tænkt på og planlagt, det blev ikke til noget.
Gense øjeblikket hvor Hans-Kristian Vittinghus afgjorde Thomas Cup-finalen.
En drøm at spille de afgørende kampe
Det var en livslang drøm, der søndag gik i opfyldelse for Hans-Kristian Vittinghus. Længe havde han håbet på at kunne blive den spiller, der skulle afgøre en finale og sikre dansk badminton sit første Thomas Cup-trofæ nogensinde.
- De seneste tre Thomas Cupper i streg har jeg ikke kunnet spille på grund af skader eller spillet dårligt på grund af skader og andre uheldige omstændigheder. Da vi ankom til Kina den her gang, der drømte jeg så meget om, at det kunne være, at det var den her gang, at jeg skulle spille de afgørende kampe, sagde Hans-Kristian Vittinghus i lufthavnen.
- Mine holdkammerater bragte mig i en position, hvor jeg fik den mulighed, og det er jeg dem evig taknemlig for. Og så var det bare om at gå ind og udnytte den chance. jeg nød det i fulde drag, og jeg synes, jeg spiller en fantastisk kamp i finalen, og den følelse jeg har på den sidste bold, den kommer jeg sent til at glemme. Det var så fedt, sagde han.
Tirsdag bliver Hans-Kristian Vittinghus og de øvrige danske badmintonherrer endnu en gang fejret. Denne gang med pandekager på Københavns Rådhus.