Badminton

Fra mareridtsår til Super Series-sejr: Jeg er ovenud lykkelig

Hans-Kristian Vittinghus vandt søndag sin første Super Series-turnering.

For bare et halvt år siden var badmintonspilleren Hans-Kristian Vittinghus i tvivl om, hvorvidt han kunne fortsætte karrieren på aller højeste niveau.

Søndag morgen vidnede dog om, at man langt fra skal afskrive den 30-årige dansker.

For første gang i karrieren vandt han nemlig en såkaldt Super Series-turnering, da han besejrede sydkoreanske Jeon Hyeok Jin i tre sæt - 21-16, 19-21, 21-11 - i Australian Open-finalen.

- Det er jeg selvfølgelig ovenud lykkelig for. Det har jeg ville opnå i rigtig lang tid. Jeg har aldrig været så tæt på før, så det var dejligt at få den i den her omgang, fortæller en glad Hans-Kristian Vittinghus til TV 2 SPORT.

- Jeg synes, jeg havde en god mulighed, og jeg formåede at holde hovedet koldt og spillede en rigtig fornuftig finale. Det er jeg rigtig glad og stolt over.

Hans-Kristian Vittinghus havde sidste år store problemer med en skade i foden, og længe var han i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kunne komme tilbage på den største badmintonscene igen.

- Sidste år var forfærdeligt, det må jeg erkende. Da jeg skulle have en indsprøjtning i min fod i december, var jeg i tvivl om, hvordan det ville gå, og om jeg ville kunne komme tilbage på et niveau, som jeg har haft de sidste tre-fire måneder. Det var der bestemt ingen garanti for, siger Vittinghus.

- Men jeg har fundet en måde, der virker for mig nu - med lidt mindre træning på banen og nogle lidt andre ting. Og det er selvfølgelig fantastisk fedt, at de ting lykkedes ovenpå sådan et mareridtsår. Det er super!

Faktisk har den seneste tid bare én stor positiv fortælling for badmintonpilleren. I marts måned var han i semifinalen ved All England, og for tre uger siden var han manden, der afgjorde Thomas Cup-finalen mod Indonesien, hvor Danmark hentede den første sejr nogensinde.

- De sidste tre uger har været helt sindssyge. Da jeg startede året, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle stå med en All England-semifinale, med Thomas Cup-guld og en Super Series-sejr efter et halvt år, siger Hans-Kristian Vittinghus.

- Det er lidt surrealistisk faktisk, men det er selvfølgelig også mega, mega fedt. Det er den bedste periode i min karriere, det er helt sikkert.

- Jeg er ovenud lykkelig for, at jeg blev ved med at kæmpe, da jeg havde store problemer med foden hele sidste år. Det føler jeg virkelig, at jeg får betaling for nu. Det er virkelig dejligt, fortæller Hans-Kristian Vittinghus.

Nu venter der den nykårede vinder velfortjente 14-dages ferie.

Først til september skal Hans-Kristian Vittinghus i aktion igen, når Japan Open og Korea Open venter.