Rio 2016

Vraget double: Lige nu er vi bedre end Boe og Mogensen

Den ene halvdel af den vragede herredouble, Mads Conrad-Petersen, er skuffet over, at han og makkeren Mads Pieler-Kolding ikke kommer til OL.

I dag blev den danske badmintondouble Mathias Boe og Carsten Mogensen udtaget til OL.

Boe og Mogensens udtagelse til OL sker på bekostning af doublen Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding.

Mens der for et år siden ikke var meget tvivl om, at det var Mathias Boe og Carsten Mogensen, der ville ende som Danmarks double ved OL, så har Carsten Mogensens hjerneblødning i februar i år sat doublen tilbage.

På den seneste verdensrangliste har Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding overhalet Mathias Boe og Carsten Mogensen, så de nu ligger på en ottendeplads.

Derfor er den ene halvdel af duoen Conrad-Kolding, Mads Conrad-Petersen, da også skuffet over udtagelsen af de danske konkurrenter.

- Vi havde håbet til det sidste, at det blev os. Og synes måske også, vi havde et begrundet håb på, at det kunne gå vores vej. Det gjorde det ikke, så det kan vi ikke gøre så meget andet end tage til efterretning og være skuffede over selvfølgelig.

Hånden på hjertet, føler du, at I er bedre end Boe og Mogensen?

- Ja, det synes jeg rent kampformmæssigt, så lige nu er vi bedre end Boe og Mogensen. Det viste vi ude i Indonesien, at vi er inde i et ”kampmode” kan man sige. Om vi så om to måneder også står skarpere, det ved jeg ikke noget om. Jeg kan bare tale ud fra mig selv og Kolding, og vi føler, vi spiller noget af det bedste badminton, vi nogensinde har gjort, lige for tiden og har gjort de sidste tre-fire måneder. Så det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke får lov til at vise det i Rio, som har været vores helt store drøm, siger Mads Conrad-Petersen til TV 2 SPORT.

Selvom Mads Conrad-Petersen er skuffet over den manglende udtagelse til OL, så vil han ikke tage noget fra det arbejde som Boe og Mogensen har gjort for dansk badminton igennem de seneste år.

- Det er da en kniv lige i hjertet, at vi ikke kommer med. Man ser selvfølgelig kun sin egen lille verden bryde sammen der. Jeg kan jo også godt se argumenter for at Boe og Mogensen skal med. De har været fantastiske for dansk badminton de sidste mange år. Jeg synes jo bare, at det skal være den nuværende kampform, som er afgørende. Vi har ligeså meget sikret Danmark en OL-plads, som de har. Hvis de ikke havde været der, så var vi stensikkert kommet med til OL, fortæller Mads Conrad-Petersen, der ikke skal følge med i den OL-disciplin, som han i dag ikke er blevet udtaget til.

- Jeg tror sgu ikke engang, jeg gider se noget fra det OL i herredouble. Der er så mange par med, som vi har slået. Så det bliver ekstremt hårdt at sidde derhjemme og kigge på. Så det bliver en lang sommer.