Rio 2016

Badmintonstjerner er i tvivl: Er træneren gal eller genial?

Træningen er nådesløs for de danske herresingler frem mod OL. Assisterende landstræner Kenneth Jonassen har opfundet en særlig hård træningsøvelse.

Se hele indslaget om den hårde dansk OL-træning øverst i artiklen

Der bliver træner meget intensivt på de grønne badmintonbaner i Brøndby Hallen lige for tiden.

Assisterende landstræner, Kenneth Jonassen, har ansvaret for, at Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen kommer til OL i topform. Og til det har han udarbejdet en helt særlig træningsøvelse.

1.125 badmintonbolde skal igennem intervaller returneres i løbet af en time. Mellem intervallerne bliver spillerne udsat for en række stressende valg, der skal gøre dem mentalt robuste til OL i Rio.

- Multibold, det foregår i hele verden. Det er faktisk noget, vi stjal i sin tid fra kineserne. Sådan er det. Men det, at man står foran en computerskærm, det har jeg kun set, at vi har gjort, siger Kenneth Jonassen til TV 2 SPORT.

Det er en ekstraordinær hård træningsøvelse, som Danmarks to bedste herresingler – og OL-deltagere – Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen skal igennem.

Spørgsmålet er så, om Kenneth Jonassen er gal eller genial, når han hiver herresinglerne igennem den benhårde træning.

- Jeg fristes virkelig til at sige gal. Og det tror jeg også lidt, at han er. Men genial, det er der nok også en smule af, siger Jan Ø. Jørgensen.

- Begge dele, synes jeg, siger Viktor Axelsen med et skævt smil og tilføjer:

- Han er en rigtig god træner og vi er glade for den træning, vi får. Det er fedt. Han ved, hvad der skal til. 

Og manden bag den hårde OL-træning, 42-årige Kenneth Jonassen, der selv tidligere har deltaget ved OL i herresingle, er glad for den beskrivelse.

- Jeg håber faktisk, at de svarer en blanding. Fordi, der skal en galning til en gang i mellem, og jeg er også med her for at rykke deres grænser, siger Kenneth Jonassen.

Badmintonturneringen ved OL spilles fra 11.-20. august, og her er Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen blandt medaljekandidaterne sammen med de tre forhåndsfavoritter Chen Long og Lin Dan fra Kina og malaysiske Lee Chong Wei.

- Jeg får noget udholdenhed på banen. Vi er ude over en time på banen, og det er rigtig, rigtig mange bolde, så det skulle gerne give mig noget ro og selvtillid og noget kondition til at stå i mod rigtig lang tid af gangen. Og så bliver jeg også stresset mentalt, så forhåbentlig skulle det også gerne hjælpe mine beslutninger på vej på banen, siger Jan Ø. Jørgensen.

- Vi skal nok ikke tude. Der er sikkert andre og specielt i Kina, der træner mindst ligeså hårdt, som vi gør. Så hvis man vil vinde, så er det det, der skal til, siger Viktor Axelsen.

Øvelsen med de stressende valg mellem intervallerne skal gøre spillerne i stand til at modtage og bearbejde dessinerne fra trænerteamet, selv når kroppen er allermest belastet i en hård kamp.

- De får mange informationer fra mig, når de spiller, og har mange indtryk fra modstanderen, så det er hele tiden at håndtere den her blanding af at skulle arbejde rigtig hårdt, spille med kvalitet og så modtage information, siger Kenneth Jonassen.

Der trækkes lod til OL den 26. juli. Her er Viktor Axelsen seedet som nummer fire, mens Jan Ø. Jørgensen er seedet som nummer fem